De første større sundhedsapps var under udvikling og ramte markedet i 2012. I mellemtiden var Frederikke Træholt flyttet hjemmefra, hvilket betød, at hun styrede al sin mad selv.

Herfra tog det fart.

“Siden dengang har jeg altid tracket kost, kalorier og motion for at tabe mig. Efterfølgende begyndte jeg at researche helt ned til mindste detalje, blandt andet for at finde ud af hvor mange vitaminer man skulle have for at øge et vægttab,” siger hun.

For nogen kan en app være et effektivt redskab, mens den for andre bliver en besættelse. Derfor forklarer Søren Larvsen, hvorfor en professionel fagperson kan være et godt supplement eller en fuldkommen erstatning til en selftracking-app. Fordelen er nemlig, at den personlige coach for det meste vil kunne agere mere fintfølende og opmærksomt end appen.

“Der er flere ting, der bliver glemt, hvis vi ikke sidder foran en trænet fagperson. Den sundhedsprofessionelle vil vurdere dig som et helt menneske og ikke som et datasæt. Der findes nogle mennesker, der rent matematisk, ud fra hvad vi ved om vægt, ville have godt af at tabe sig, men som en sundhedsprofessionel vil vurdere er i risikogruppen for at udvikle en spiseforstyrrelse og dermed ikke har godt af at indlede et vægttab,” siger han.

Anders Nedergaard, der er brancheformand for foreningen for personlige trænere, PT Danmark, og tidligere personlig træner, tilslutter sig Søren Larvsens holdning og forklarer i samme anledning, hvordan de i brancheforeningen har udarbejdet et etisk regelsæt, der foreskriver, hvad en god professionel praksis er. Blandt andet anbefaler det, at man benytter et valideret spørgeskema til screening for forstyrret spiseadfærd, inden man iværksætter kostvejledning og løbende gør brug af det under et vægttabsforløb.

“Ved brug af selftracking-apps bliver man ikke mødt af disse bløde tiltag. Det skyldes, at de er svære at udarbejde teknologisk og i større omfang kræver menneskelig interaktion og evaluering. Her er kostplaner stik modsat lette at putte ind i algoritme-form og skalere. Og selve det forhold, at de er lettere at skalere, har gjort, at det næsten udelukkede er det værktøj, der bliver brugt,” forklarer han.

Det taler direkte ind i det, som Anders Nedergaard vil betegne som den større og mere generelle problemstilling. Nemlig den dominerende og kropsnegative diskurs, der hersker indenfor sundhed.

“Normen i samfundet hedder sig, at man gerne skal tvinge sig gennem et vægttab og udsætte egne behov. Det gør, at folk vil være tilbøjelige til at vælge mere restriktive og tvungne metoder,” siger han.

Dertil forklarer han, hvordan det er den samme diskurs, der gennemsyrer flertallet af selftracking-systemerne.

“Tallene er med til at sætte en barre for, hvad der er godt nok. Det virker for nogle, mens det for andre har den modsatte effekt. Det er det, der er udfordringen – de folk, der har en lav mestring inden for sundhedsadfærd, er dem, der kommer galt afsted med denne resultatorienterede tilgang til sundhed, som en app har,” siger han og forklarer, hvordan det kan have fatale konsekvenser.

“Man bliver sygeligt opmærksom og vægttabsfokuseret. Du er kun god nok, hvis du taber dig - og det vil alt andet lige generere en spiseforstyrret adfærd,” siger han.

Et internationalt studie fra 2021, der har undersøgt, om brugen af selftracking-apps kan kædes sammen med spiseforstyrrelser, bakker ham op.

Medforfatter og professor i psykologi ved Northeastern University i Boston, Rachel Rodgers, forklarer, hvordan forskningen fandt, at “disse teknologier kan være relateret til øget spiseforstyrrelse grundet øget optagethed af spisning og mad og potentielt slankekure. Slankekure og utilfredshed med egen krop er to af de mest robuste risikofaktorer for spiseforstyrrelser.”

Hun forklarer ligesom de andre, at personer, der i forvejen er bekymrede for deres evne til at spise intuitivt og dem, der vil ændre deres krop gennem kost og motion, sandsynligvis vil være i større risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse.

Frederikke Træholt kan ikke udelukke, at hun havde udviklet en spiseforstyrrelse, selvom hun ikke havde brugt selftracking-apps, men betvivler, at hun var kommet galt af sted i samme grad, hvis ikke hun havde haft muligheden for at tracke alt.

“Tilgængeligheden har skubbet til ideen om, at det er okay. Hvis du har en app, der skulle forestille at være en sundheds-app, der fortæller dig, at det er okay, du kun spiser 600 kalorier om dagen, antager du jo, at det er fint. I starten tænkte jeg, at de her apps var gode til folk, der skulle tabe sig, men i dag tror jeg faktisk ikke, at de er gode for nogen,” siger hun.

Adspurgt om det ikke siger mere om hendes forhold til mad, end det siger noget om appens medskyld i hendes sygdom, anerkender hun, at appen ikke alene kan holdes ansvarlig.

“I dag synes jeg, at det er helt skørt at sige, men jeg ville gerne have, at folk skulle se mig som et supermenneske, der kunne spise, hvad jeg ville, og fortsat forblive slank. Det siger noget om, at mit forhold og tanker om mad og krop i forvejen ikke var sundt,” siger hun.

Hos app'en Lifesum, der har over 50 millioner brugere, forklarer ernæringschef, Signe Svanfeldt, i et skriftligt svar, at man gør, hvad man kan for at forhindre brugere i at komme galt afsted.

“Vi tager flere skridt for at forhindre, at vores app bliver misbrugt. Blandt andet har brugere med et bestemt BMI ikke tilladelse til at bruge appen. Derudover kan brugere ikke sætte deres ønskede vægt til under det, som de generelle anbefalingerne siger. Yderligere understreger vores undervisningsmateriale fordelene ved at spise og tilskynder at tilføje varer til din kost i stedet for at fjerne dem.” 

Derudover forklarer hun, hvordan appens kundesupportteam og interne ernæringseksperter holder øje med brugerkommentarer, som kan indikere, at brugeren har en spiseforstyrrelse. Disse brugere anbefales at søge hjælp. 

“F.eks. hvis nogen klager over, at de skal sænke deres daglige kalorieindtag, fordi de har et skidt knæ, markerer vores kundesupportteam dette for vores ernæringseksperter, som vil overtage og anbefale brugerne, at de ikke skal sænke deres daglige kalorieindtag og tale med deres læge,” forklarer hun.

Alligevel sidder Frederikke Træholt tilbage med en oplevelse af, at adfærdsdesignet i selftracking applikationerne var med til at tricke hende. De daglige notifikationer og smileyer, som appen belønnede hende med, hvis hun fulgte sin kostplan og registrerede sin data, var efter hendes udsagn med til at fastholde hende i en ond spiral.

Laila Walther, der er direktør i Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade, beskriver denne "gamification" af de teknologiske systemer som en “helt grundlæggende del af problematikken.”

“Hele den der selftracking-verden er bygget op omkring et belønningssystem. Det har en indvirkning i hjernens funktion og er med til at opbygge afhængighed ved at anerkende og belønne,” siger hun.

I foreningen møder de ofte cases som Frederikke Træholt, der er kommet i klemme i teknologien.

“Min vurdering er, at næsten alle, der kommer til os, har brugt de her apps. De her folk lever jo i et kalorie-regime. Det kan man ikke udelukkende bebrejde appen for - kalorietælling har altid været en del af spiseforstyrrelsen. Men det er klart, at vi oplever det som en øget tendens, efter disse apps er blevet del af manges hverdag,” siger Laila Walther.

En anden, der ofte møder mennesker med forstyrret spisning i sit arbejde, er psykolog og lektor i ernæring og sundhed, Anette Schneiber, der specielt arbejder med mennesker, der har et problematisk forhold til sin mad eller krop.

Adspurgt om hun i sin praksis har arbejdet med folk, der er kommet galt afsted ved at bruge selftracking, svarer hun:

“De er de eneste, jeg har.”

Dog forklarer hun i stil med de andre, hvordan ingen enkelte faktorer, som en app, alene kan føre til spiseforstyrrelser. Hvilke sundhedsnormer, personen har, spiller tilmed en betydelig rolle.

“Hvis man sidestiller et vægttab med succes, er det problematisk. Man skal altid huske, at et vægttab er et middel, der fører til noget andet. Det er sprogligt, der vi skal hen. Man kan godt have et ønske om at tabe sig, men det skal hele tiden kunne sættes i relation til noget andet,” forklarer hun.

Derfor vil folk, for hvem et vægttab bliver det eneste succeskriterie, være særligt udsat for at udvikle en forstyrret spiseadfærd ved brug af selftracking apps.

“Apps som kun tracker, om du har spist eller tabt dig efter planen uden at knytte det til en værdi, kan komme til at holde folk fast i, at et vægttab i sig selv er en succes. Jo mere, jeg taber mig, desto bedre er jeg,” siger hun og forklarer, hvordan appen derfor bliver en vedligeholdende faktor.

Selvom Frederikke Træholt var et selvdiagnosticeret supermenneske, knækkede filmen for alvor, da hun efter sin praktik i København vendte tilbage til Aarhus, hvor hun flyttede sammen med sin barndomsveninde.

Kalenderen viste 2020, Covid19 var kommet til Danmark, nedlukningen var en realitet og supermennesket var svundet ind sammen med resten af hende.

Nu sad hun tvunget til bords med sin veninde - og forskellen var ikke til at tage fejl af.

“Jeg kunne jo helt konkret se, at der var stor forskel på mængden”, siger hun og forklarer, hvordan hendes aftensmad sommetider ikke bestod af andet end kogt broccoli.

“Det duer simpelthen ikke det her, der er noget galt, sagde min veninde en dag, og selvom jeg ikke ville indrømme det, vidste jeg nok godt inderst inde, at hun havde ret,” fortæller hun.

Kort efter søgte Frederikke Træholt læge. Her var meldingen klar - hun havde et meget restriktivt forhold til mad og en fedtprocent langt under normalen. Paradoksalt var det igen data, der skulle overbevise hende om hendes sundhed.

Herefter blev Frederikke Træholt henvist til afdelingen for spiseforstyrrelser ved Skejby Sygehus. En henvisning, der blev afvist, og som i stedet gjorde, at hun skulle komme hos en sygeplejerske en gang om ugen.

“Sygeplejersken sammensatte en kostplan for mig, som skulle hjælpe mig med at øge min vægt. Men det hjalp ikke. Hver gang jeg kiggede i toppen af planen, hvor der stod 3000 kalorier, fik jeg det decideret fysisk ubehageligt, og det var umuligt for mig at følge planen”, fortæller hun.

I dag har Frederikke Træholt et langt mere afslappet forhold til mad.

Hun har slettet de gamle selftracking-apps fra sin telefon og i samarbejde med sin psykolog fundet en behandling, der passer til hendes behov.

Mekanisk spisning kaldes teknikken, som bruges til mange typer af restriktive spisere. Kort fortalt betyder det, at man spiser meget regelmæssigt og skemalagt.

“Til sidst begyndte min krop at være sulten, maven begyndte at rumle, og jeg kom langsomt ind i en god rytme,” fortæller Frederikke Træholt.  

Men nogle gange vender de gamle tankemønstre og trangen til at hente en app tilbage.

Selvom hun godt ved, hvad hun bør gøre, er det for Frederikke Træholt en konstant afvejning af forholdet mellem at være social og præstere i sit arbejdsliv, og hvad hendes indre tanker fortæller hende.

“Du har hele tiden spiseforstyrrelsen ved siden af, som siger: Kom, jeg kan hjælpe dig - kan du huske hvor godt et liv, vi havde?” siger Frederikke Træholt og fortæller, at man skal se det som en djævel, der konstant tilbyder sin hjælp.

 En gang imellem bliver tilbuddet fra djævelen for svært at afvise, og hun tager sig selv i at vise sine veninder, hvordan en ny app kan hjælpe dem til større muskler.

“Derfor betegner jeg mig i dag, som spisende anorektiker. Ligesom en ædru alkoholiker bliver du aldrig rigtig rask, for spiseforstyrrelsen vil altid være der,” siger Frederikke Træholt.