Der er uenighed om, hvorvidt selftracking er en gevinst for borgeren og for uligheden i sundhed. Dog kan der findes fælles fodslag, når det kommer til implementeringen – for skal det gøres, skal det gøres ordentligt.
Af Anne Poulsen og Rasmus Enevoldsen Andreasen
Hvordan redder vi den danske sundhedssektor, der blandt andet er blevet omtalt som en synkende skude?
Der findes endnu ikke et facit med to streger under. Men der er mange bud. Et af dem er at arbejde aktivt med det “guld”, som flere patienter har liggende i lommen.
Guldet er i dette henseende de store mængder sundhedsdata, som er indsamlet ved brug af selftracking-apps, der kan registrere alt fra søvn, til skridt og kalorie-indtag.
Avisen kunne tidligere fortælle, hvordan flere fagpersoner mente, at det kunne spare ressourcer og dermed frigive mere tid.
Selvom det i al sin enkelthed kan lyde som en model, der er svær at argumentere imod, er der alligevel en utilsigtet konsekvens, som man bør tage hensyn til.
I hvert fald hvis det stod til lektor i Sundheds- og velfærdsteknologier ved VIA’s sygeplejerskeuddannelse i Aarhus, Bodil Sørensen.
Hun mener nemlig, at brugen af data fra selftracking kan skabe mere ulighed i sundhed.
Talt om ulighed siden 80’erne
At skabe lighed i sundhed har været på dagsordenen, siden WHO lancerede den første globale sundhedsstrategi i 1981.
En strategi, der havde til formål at udvaske uligheden i sundhed og sikre, at sundhed for alle måtte være målet for økonomisk og samfundsmæssig udvikling foruden at være et middel til at opnå denne udvikling.
Men indtil videre er det kun gået den anden vej.
Det viser en rapport udarbejdet af Sundhedsstyrelsen fra 2020, der blandt andet konkluderer, at folk med kortere uddannelse oplever mere sygdom, mærker større konsekvenser af den og dør tidligere end personer med en lang videregående uddannelse.
Ulighed i sundhed kan komme til udtryk mellem højt- og lavtuddannet, mellem mænd og kvinder og mellem minoriteter og etniske.
Men det kan også vise sig i skellet mellem ung og gammel.
For hvad sker der, hvis vi i stigende grad begynder at inddrage data fra selftracking i samspillet mellem patient og sundhedssektoren?
Spørger man Bodil Sørensen, risikerer man at tabe en hel befolkningsgruppe.
“Det er jo de ældre, der bliver mest syge, og de er digitalt set ikke med. De kan ikke være en aktiv patient og ekspert i eget forløb, da de ikke kan håndtere de her apps”, fortæller lektoren, der beskæftiger sig med borgeres hverdagsliv med teknologi og intelligente hjælpemidler.
Kommentaren relaterer sig til det første indsatsområde i den digitale sundhedsstrategi, som regeringen, KL og Danske Regioner har udarbejdet.
Den særlige prioritering hedder “Borgeren som aktiv partner” og har til formål at give borgere bedre mulighed for at tage ansvar for håndtering af egen sundhed, samt adgang til et samlet overblik over eget forløb og egne data. Herunder finder man blandt andet arbejdet med den nationale app-guide, hvis hensigt er at kvalitetssikre de selftracking-apps, der er på markedet.
Ingen apps uden internet
Ifølge Bodil Sørensen er problemet, at der er en stor gruppe af mennesker, der i forvejen har svært ved den teknologiske udvikling.
“Hvis man tager de 75-89-årige, som er dem, der typisk bliver syge, har 41 procent af dem ikke anvendt internettet. Og nogle af dem der har, kan ikke engang finde ud af at bestille en tid til lægen online. Det vil være dem, vi taber på gulvet,” siger hun.
Ligeledes understreger hun, at yngre mennesker har en mere naturlig tilgang til it, hvorfor det ikke er den gruppe – der i forvejen overvejende er raske – der bliver ramt af fremtidens ambitioner.
Freddy Lykke, der er formand for IT-Branchens Policy Board, SundhedsIT, anerkender, at nogle ældre har svært ved at benytte internettet, men har dog større tiltro til den ældre generations it-kundskaber.
“Der findes en del undersøgelser, der viser, at de ældre rent faktisk er ret gode til teknologi. Fordi der er en restgruppe, der ikke kan, er det ikke et argument for, at den større gruppe af ældre ikke skal få gavn af teknologien. Så jeg har ikke den samme nervøsitet for, at man udelukker nogen” siger formanden.
IT-Branchen er Danmarks største brancheorganisation for it- og televirksomheder, og dets udvalg for SundhedsIT arbejder blandt andet for “at sundhedsdata, herunder borgernes egne data, i højere grad kan anvendes til at understøtte øget teknologianvendelse og innovation i sundhedsvæsenet.”
Freddy Lykke vender så at sige problemstillingen på hovedet. Faktisk mener han, at den teknologiske udvikling kan være med til at skabe lighed, snarere end at øge uligheden.
Blandt andet har foreningen advokeret for, at man i højere grad ordinerer et device eller en app til borgeren, som bliver installeret på borgerens telefon.
“Vi ser et stort potentiale i brugen af selftracking i sundhedssektoren. Vi tror på, det kan hjælpe de ressourcesvage. De ressourcestærke skal jo nok få hjælp, da de alligevel henvender sig til lægen, hvis de har problemer. Men ved at bruge sundhedsapps i samspillet med borgerne, kan man f.eks. opdage negativ udvikling hos en patient, før det sker,” fortæller Freddy Lykke.
Individuel tilpasning
Bodil Sørensen anerkender, at der også findes et potentiale i at benytte sundhedsapps i samspil med borgerne. Også til de ældre borgere.
Men skal det lykkes, er det en forudsætning, at borgerne skal behandles individuelt.
Populært kan det oversættes til, at ulighed i sundhed skal bekæmpes ved at behandle folk ulige.
“Den sundhedsteknologi, borgeren tilbydes, skal være nem og brugervenlig, og skal de ældre lære at bruge selftracking, skal det være individuelt tilpasset,” siger hun.
Her kan de to blive enige.
“Det er klart. Hvis det skal fungere, forudsætter det selvfølgelig, at man bruger energien på at få lavet de her apps, så de er meget lette eller måske slet ikke behøver brugerinvolveringer,” siger Freddy Lykke.
Til gavn for andre sårbare grupper
Særligt inden for psykiatrien ser han et stort potentiale i at bruge selftracking.
“Man kan jo lave apps, der – på baggrund af aktiviteter og den interaktion man har med sit device i det hele taget – kan fortælle noget om, hvorvidt f.eks. en der er bipolar, er i negativ udvikling. Det er jo også en form for selftracking,” siger Freddy Lykke.
Han refererer til data, der siger noget om frekvensen. Hvornår står man op, hvornår går man i seng, hvor meget interaktion har man på sociale medier, på sms osv.
“På baggrund af de data, man tracker, kan man tidligere få nogle indikationer på borgerens adfærd og på den måde kontakte borgeren tidligere. Hvis du f.eks. er ved at blive depressiv, så er din interaktion måske væsentligt reduceret, og hvis du omvendt har meget interaktion, kan det måske være med til at fortælle, at du er på vej i en manisk periode”, fortæller han.
Han og IT-Branchen mener derfor, at selftracking skal bruges som et element i at forebygge, at sygdomme udvikler sig eller bliver opdaget tidligere, så man kan fange dem, der ikke kan eller magter at gøre det selv.