Selftracking har vundet indpas i Danmark, hvor flere af os enten har en app eller et andet apparat, der fører log med vores liv. Mens sundhedssektoren ser store potentialer i at udnytte denne data aktivt, anbefaler ekspert at holde vores sundhedsdata for os selv. Den kan nemlig blive misbrugt.
Af Anne Poulsen og Rasmus Enevoldsen Andreasen
Mennesket er ufuldkomment. Det har blinde vinkler. Det laver fejl. Faktuelle fejl. Og det glemmer.
Hvor var jeg mandag aften? Hvor mange penge bruger jeg i kantinen? Hvor mange skridt tager jeg?
Denne ufuldkommenhed tvinger os til at tage beslutninger ud fra et uoplyst grundlag.
Medmindre vi tyr til teknologi.
En nyere teknologisk praksis har nemlig tilbudt at huske for os. Selftracking er den brede betegnelse for apps og andre apparater, med hvilke vi tracker egen sundhed.
Professor i Interaktive Digitale Medier ved Aalborg Universitet, Jens F. Jensen, der har forsket i selftracking, kalder det for en henholdsvis kulturel- og teknologisk trend.
“Det handler ikke kun om dataindsamlingen, men derudover om datalagringen, -analyse, -visualisering og -kommunikation. Mere konkret er det blevet muligt at skabe mening af data,” siger han.
Det kulturelle og sociale aspekt viser sig f.eks. ved, at folk danner en form for fællesskab med afsæt i teknologien.
“Der er mange, der poster, at de har været ude at løbe. Det gør de blandt andet for at gøre det til en social ting. Det var ikke, fordi det ikke kunne lade sig gøre før, men den digitale udvikling har gjort det lettere,” forklarer han.
Du har formentlig selv stiftet bekendtskab med kalorie-appen, skridt-uret eller armringen, der monitorerer din puls. Data, der senere tager form som ukomplicerede grafer, som selv den mindst tech-kyndige kan afkode betydningen af.
Men selvom selftracking i al sin enkelthed kan forekomme ret uskyldigt – endog som en personlig sundhedsassistent i en travl hverdag – advarer eksperter mod helt ukritisk brug.
For teknologien, der blandt andet forudses at revolutionere sundhedssektoren, kommer ikke uden udfordringer.
En opblomstring fra fortiden
Det at monitorere os selv, er ellers ikke nyt. Faktisk skal vi spole tiden tilbage 1965.
Her udkom den første skridttracker i Japan under navnet Manpo-kei, der betyder 10.000 skridt.
Historien forlyder, at de 10.000 skridt, der for mange stadig sidestilles med et fornuftigt aktivitetsniveau, alene udsprang af gisninger.
Sidenhen har flere sundhedsstudier tilmed aflivet denne sundhedsmyte. Men det har ikke stoppet os i fortsat at holde trit med vores daglige aktivitet.
Jens F. Jensen forklarer, hvordan det var i 2007, at selftracking for alvor fik vind i sejlene. Det var her, at Quantified Self opstod som en kreds i USA forbeholdt dataentusiaster, der interesserede sig for selvoptimering gennem tal. I dag er Quantified Self et globalt netværk for folk, der monitorer sig selv, med afdelinger i over 100 lande.
Tilsvarende har brugen bredt sig. Nu er det ikke kun fodboldstjerner som Christian Eriksen, der bliver spottet med en fitness-ring, men derimod en bred skare, der kan se fordelen i de mange indsigter, som selftracking kan give.
Indsigter, der desuden har vakt stor interesse i sundhedssektoren.
Sundhedssektorens redning
Vi har hørt det før.
Den berygtede ældrebyrde truer forud og antallet af patienter, der lever med en kronisk lidelse, bliver flere. Samtidig smider sundhedspersonalet kitlen i ringen og søger mod bedre forhold.
Sundhedssektoren er under pres.
Derfor bliver der ofte snakket løsninger. I den snak er det ikke usædvanligt, at begrebet selftracking sniger sig ind.
Tværtimod.
Kan al den sundhedsdata, der gemmer sig i patientens lomme, komme sundhedsvæsenet til gavn? Kan vi involvere patienten mere i eget sundhedsforløb? Kan vi uddelegere nogle af opgaverne til patienten og frigive flere varme hænder?
Det er der en række fagfolk, der er ved at undersøge.
En af dem er Palle Osther. Han er professor ved Institut for Regional Sundhedsforskning ved SDU og ledende overlæge ved Urologisk afdeling hos Vejle sygehus. Han har siden 2012 forsket i, hvordan man aktivt kan bruge selftracking i patientbehandlingen.
“Særligt for de kronisk syge patienter, synes jeg, selftracking kan gøre en forskel. Er man kronisk syg, skal man til kontrol kunne gøre rede for, hvordan man har haft det. Det kan være meget vanskeligt i retroperspektiv. Men hvis man hen ad vejen f.eks. registrerer sine smerter, kan man som kliniker i højere grad bruge de her data til at finde ud af, om der er behov for at ændre behandling,” forklarer Palle Osther.
HVAD ER SELFTRACKING? - Selftracking dækker over en praksis, hvor man forsøger at monitorere et eller flere elementer nøje med indsamling af egne data over tid. Hensigten er for mange at optimere egen sundhed eller anden adfærd. - Selftracking i sig selv kan være at føre log eller dagbog og derigennem indsamle egen data, hvorfor det ikke er et nyt fænomen. - Selftracking ved brug af teknologier som f.eks. smartwatches eller sundhedsapps er derimod forholdsvist nyt, og udviklingen er steget markant, siden det første Apple Watch ramte markedet i 2015. - Ofte bliver begrebet selftracking sidestillet med brugen af “wearables”, der er en betegnelse for de teknologiske produkter, som man kan bære på kroppen (herunder f.eks. smartwatches), men selve praksissen at selftracke er et begreb for sig. |
Palle Osther er ikke den eneste, der ser fordele i at udnytte den massive mængde af brugergeneret data, som selftracking indhenter. Flere internationale studier har samme dagsorden.
Men der er langt fra ide til implementering.
“Jeg kender ikke til nogle danske afdelinger, der bruger selftracking aktivt endnu. Det kræver blandt andet nogle systemer, der kan arbejde med denne mængde data, da der er meget af den. Det kan vi ikke endnu,” siger han.
Dine digitale fodspor kan blive misbrugt
Det er ikke kun i sundhedssektoren, at man holder skarpt øje med udviklingen.
Andre kan tilmed have en interesse i din sundhedsdata. Men - advarer ekspert i dataetik, Pernille Tranberg - med et helt andet sigte.
Generelt er det moderne menneske forholdsvist gavmildt med at dele data.
Det samme er du, idet du registrerer dig i en selftracking-app. Godt nok er den gratis, men du betaler med noget, der har enorm værdi for en række virksomheder.
Dine sundhedsoplysninger.
“Hvis du bruger en app fra USA, er det med risiko for, at din data bliver solgt til gud og hver mand,” siger Pernille Tranberg og forklarer, hvordan det handler om lovgivning.
“I USA bliver sundhedsdata i en app reguleret, som var det forbrugerdata, hvorfor det næsten kan handles frit. Det var blandt andet derfor, at der var mange, der panikkede i forbindelse med den nye abortlovgivning. Pludselig blev data fra seftrackere af fertilitet og lokationsdata handlet sammen, og det kan virkelig bruges af nogle abortaktivister. Der bliver man bange,” forklarer Pernille Tranberg.
Hun advarer om, at vores sundhedsdata kan bruges i forskellige kontekster, som vi ikke kan gennemskue.
“Det kan være din lokationsdata - som tracking af din cykeltur. Selvfølgelig kan det afsløre, hvor du bor. Men det kan derudover afsløre, hvor din rige ven bor. Du kan slet ikke forudse, hvad de data kan misbruges til. Sundhedsdata er faktisk meget, meget afslørende data, som man skal være forsigtig med at dele, og som jeg vil holde for mig selv, hvis jeg kunne,” siger hun.
En rapport fra 2014 udarbejdet af det multinationale selskab, der arbejder med it-sikkerhed, Symantec, fremhæver fem risici ved at selftracke.
- Identitetstyveri
- Profilering
- Stalking
- Ydmygelse og afpresning
- Virksomhedsbrug og misbrug
Hvis man undrer sig over hvor stor en værdi, det kan have for virksomheder rundt omkring, kan man ganske kort skæve til nogle af samtidens store indikatorer.
I 2019 købte Google smartwatch-producenten Fitbit for over 2 milliarder dollars, alt imens flere selftracking-menstruations-apps er blevet beskyldt for at sælge dybt fortrolige oplysninger til Facebooks annonceafdeling. Man mener nemlig, at der er en forbindelse mellem en kvindes købsadfærd og hendes cyklus.
Data er ensomme
Trods diverse farer og risici forklarer antropolog og lektor ved Syddansk Universitet Dorthe Brogaard Kristensen, der har forsket i hverdags-selftracking, hvordan “stort set alle” har udforsket praksissen i et eller andet omfang.
“Folk har mange forskellige indgange til selftracking. Men helt generelt er det en tendens, der taler ind i den her morale og kulturelle diskurs om, at vi gerne skal tage ansvar for egen sundhed,” siger hun.
Dorthe Brogaard Kristensen har gennem sin forskning noteret sig mange fordele ved selftracking.
Blandt andet hvordan det sundhedsdata, som genereres, kan give nye indsigter, der kan optimere sundheden for den enkelte.
Men den kvantificerede sundhed baner ikke kun vej til et sundere selv.
“Digitaliseringen er meget ensom. Det er dig selv, dine tal og din telefon. Derfor oplever nogle det som isolerende. Men de kan ligeledes være afhængighedsskabende, da man bliver farvet af det, tallene siger. Nogle bliver nærmest helt høje af gode resultater,” forklarer hun.
Hjerneimplantater: fremtidens selftracking?
Selftracking er unægteligt en teknologisk praksis, der - siden den vandt indpas i Danmark - er blevet diskuteret vidt og bredt.
Men hvad er fremtiden for det, som nu regnes for fast inventar i enhver lomme?
Spørger man fremtidsforsker og IT-ekspert Tim Frank Andersen, har vi kun set starten. Men særligt én gren fra det store teknologiske træ kommer formentlig til at rage højt i fremtiden.
“Man har ikke helt knækket koden endnu. Men alt omkring stress og humør arbejder man for at udvikle. Hvordan har vi det rent psykisk? Er vi stressede? deprimerede? Lige nu finder tracking af disse ting sted eksplicit ved brug af digitale spørgeskemaer, hvor man selv skal angive, hvordan man har det - det rummer selvsagt en del usikkerhed. Derfor bliver der blandt andet arbejdet med hjerneimplantater, der kan tracke, hvordan vi har det,” fortæller Tim Frank Andersen.
Han forudser yderligere, hvordan udstyr som AirPods kommer til at kunne fungere som høreapparater og temperatur-tagere.
I fremtiden er det formentlig heller ikke kun sundhedssektoren, der kigger nysgerrigt efter vores data. Pensionsselskaberne kan tillige drage nytte af den viden, som vi dagligt registrer.
“Pensionsselskabernes største problem rent omkostningsmæssigt er folks tab af arbejdsevne, da flere af os bliver sygemeldt med stress. Vi kender alle indikatorerne for stress, og de kan ligesom meget andet trackes. Hvis vi kan bruge de data præventivt, er der en enorm værdi forbundet med det for virksomhed og medarbejder. I det henseende er jeg faktisk overrasket over, at vi ikke er længere, men jeg tror, der ligger en enorm gevinst og venter,” siger han.