Selftracking-apps, der genererer sundhedsdata, har uomtvisteligt fundet vej til flere patienters smartphones. Det kan lette arbejdsbyrden i en presset sundhedssektor, hvis personalet evner at bruge den. Men flere eksperter mener ikke, at sundhedspersonalet er rustet til at arbejde med denne form for data, eller at de medicinstuderende undervises tilstrækkeligt i brugen af den.
Af Anne Poulsen og Rasmus Enevoldsen Andreasen
Er vores sundhedspersonale rustet til den teknologiske virkelighed? Uddanner vi vores medicinstuderende til den?
Nej – lyder det korte svar.
I hvert fald hvis du spørger Innovationschef hos Rigshospitalet, Henning Langberg, og læge samt Medical and Scientific Affairs Lead i Roche Diagnostics, Andreas Pihl.
Begge er de enige om, at den teknologiske udvikling i samspil med patienterne har overhalet de sundhedsfagliges kompetencer indenom. Blandt andet henviser de til den udbredte brug af selftracking-systemer, hvori borgere kan tracke egen sundhed.
“Der er lidt et paradigmeskift. Tidligere var det lægen, der ordinerede patienten noget. I dag kommer patienten ind ad døren med sin sundheds-app eller smartwatch og siger: hej, jeg har atrieflimren (hjerteflimmer red.), hvad skal jeg gøre? Det er en helt anden virkelighed, end vi er vant til,” siger Andreas Pihl.
Tid til omsorg
Han hæfter sig dog ved det enorme potentiale, som han mener, at udviklingen fører med sig, men ærgrer sig over, at landets læger ikke bliver vejledt og uddannet bedre i overensstemmelse med den.
Blandt andet forklarer han, hvordan det i en tid med manglende ressourcer og personale kan være med til at spare sundhedssektoren for tid og kræfter, da det bliver muligt at flytte nogle af opgaverne ud til patienten.
“Selftracking er et utroligt effektivt middel. Kan patienten lave sin diagnostik derhjemme, er vi fri for at booke en tid til et EKG,” siger han og henviser til hjerteflimmer-eksemplet. Dertil forklarer han, hvordan det yderligere vil frigive mere tid til omsorg – en del af behandlingen, der i dag lever under svære betingelser i vores sundhedsvæsen.
Slutteligt understreger han, at et flertal af patienterne allerede har teknologien ved lommen, hvorfor det ikke længere giver mening at hænge i bremsen.
“Der findes over 400.000 sundheds-apps, og vi bliver oversvømmet i dem, da der er rigtig mange patienter, der bruger dem – det kræver oplæring og uddannelse,” forklarer Andreas Pihl.
HVOR UDBREDT ER SELFTRACKING I DANMARK? 60 procent af danskerne har tracket et eller andet ved dem selv. Det viser en Coop Analyse fra 2019. 40 procent af danskerne har anvendt sundhedsteknologi til at monitorere egen aktivitet, mens 14 procent har anvendt sundhedsapps til at monitorere egen sundhed. Det viser en rapport udarbejdet af Dansk Erhverv i 2019. Hver syvende online-køber i Danmark købte fitness- eller sundhedsapps i sidste del af 2020. Det viser en rapport fra Danmarks Statistik. |
Innovationschef hos Rigshospitalet, Henning Langberg, tilslutter sig kritikken.
“Der er ikke tale om et sundhedsvæsen, der efterspørger løsninger, men nærmere en kunde, der møder op med muligheder og skubber til kravet og kompetencerne hos personalet. Hvis lægerne ikke modtager oplæring i direkte brug af data, har de kun de samme kompetencer som patienten. Evnen til at afkode, om data er god nok, bliver derfor appens opgave fremfor lægens,” siger han og forklarer, hvordan det som konsekvens kan medføre overdiagnosticering og fejlbehandling.
Datalog og ekspert i sundhedsteknologi ved Københavns Universitet, Finn Kensing, mener heller ikke, at hverken nuværende eller kommende sundhedspersonale har de tekniske kundskaber i orden.
Han har oplevet, at der i forbindelse med større IT-satsninger ikke rettes nok fokus mod, at sundhedspersonalet bliver udstyret med de nødvendige kompetencer til at benytte teknologien i det daglige arbejde.
“Der mangler viden om, hvilken betydning det kan have for deres arbejde med patienten og samarbejdet med kollegerne. Derudover er det vigtigt at kende til potentialer som begrænsninger indenfor diverse teknologier, der relaterer sig til deres felt – og hvad der skal til for, at det bliver en gevinst for dem selv og for patienterne,” fortæller han.
Den manglende viden har Finn Kensing kæmpet for, at de i forvejen etablerede sundhedsprofessionelle adopterede, siden han stod i spidsen for etableringen af den forhenværende masteruddannelse, SundhedsIT. En uddannelse, hvis hensigt var at bygge bro mellem it-folket og det sundhedsfaglige personale.
Hos landets største hospital, mener direktør hos Aarhus Universitetshospital, Poul Blaabjerg, at hans personale langt hen ad veje er i stand til at anvende sundhedsteknologi, men anerkender dog, at implementeringen i nogle henseender sker for langsomt. Han forklarer, at arbejdet med patientnære data fra diverse selftracking-apparater- og apps stadig er undervejs.
“Der er vi ikke endnu, men det mener jeg helt bestemt bør være ambitionen. Lige nu afventer vi blandt andet retningslinjer for, hvad valid data er i en selftracking-kontekst. Kompetencerne som arbejdet med denne data kræver, er jeg dog slet ikke bekymret for, at vores personale har. Det, der bekymrer mig, er, at der ikke er midler til at investere i teknologien, som den afstedkommer,” siger han og forklarer, hvordan det forsinker processen.
Formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Purnima Erichsen fra Det Konservative Folkeparti, erkender, at “regionen sagtens kunne bruge flere penge”, men understreger, at digitaliseringen i sundhedssektoren allerede er undervejs.
“Det er noget, vi løbende arbejder med. Men det er en proces og sker ikke fra dag til anden, da vi samtidig skal sikre driften. Vi forsøger løbende at italesætte problemstillingen over for de relevante politikere og igangsætte digitale initiativer,” siger hun.
I Rigshospitalets afdeling for digitalisering er det ikke midlerne, der er knappe, men tiden til at arbejde med mulighederne, som de giver.
“I vores organisation arbejder vi med disse teknologier og hjemmemonitorering, men ikke alle steder er klar til denne vej. I flere afdelinger bliver man mødt med flakkende blikke, fordi de har travlt med bare at overleve hverdagen. Og hvis en mand er ved at drukne, skal du ikke begynde at lære ham at svømme, men i stedet smide en redningskrans til ham. Vi er nok dér, hvor vores klinikere et eller sted føler, at de drukner. Vi snakker om denne fantastiske vision for fremtiden, hvor vi alle kan bruge selftracking-værktøjer, men først skal vi skabe grundlaget og luft til at kunne rumme disse forandringer,” siger digitaliseringschef, Christian Koerner.
Et forældet pensum?
Det er ikke kun hospitalerne, som kritikken er rettet mod. Andreas Pihl og Henning Langberg mener begge, at læren om sundhedsteknologi burde være en integreret del af de medicinstuderendes pensum. Men til trods for patienternes hurtige adaptation og den teknologiske udvikling beskriver de begge undervisningen af medicinstuderende som “stort set uændret.”
“Viden om helt basale sundhedsteknologier bør være en del af medicinuddannelsen, da vi ved, at digitale sundhedskompetencer i højere grad vil blive efterspurgt i takt med den teknologiske udvikling,” siger Henning Langberg.
Et nyt studie foretaget af sundhedseksperter har undersøgt hvilke digitale sundhedsteknologier, der bør være elementer i medicinstudiets pensum. Studiet har rangeret adskillige sundhedsemner i prioriteret rækkefølge. Her blev blandt andet arbejdet med e-patienter vægtet højt. En e-patient er en borger, der deltager aktivt i sin lægebehandling, primært ved at indsamle information om egne medicinske tilstande.
“Det er meget vigtigt. Vi bliver nødt til at følge med patienterne og bruge alle de muligheder, som det giver. Det kræver, at man undervises i, hvordan selftracking kan bruges, hvilke krav og regler der er for brugen og generelle kriterier til at vurdere en god app,” forklarer Andreas Pihl.
Modsat mener Søren Niemi Helsø, formand for Lægeforeningens IT- og Digitaliseringsudvalg, ikke, at digital sundhed hører til i pensum.
“Jeg synes i stedet, at det burde være et supplement eller tilbud til de studerende, som er interesseret i det, og som har en reel interesse for digital sundhed. Putter du fem ECTS point ind i pensum, skal du pille dem ud et andet sted. Og hvad er det for nogle sygdomme, du ikke skal lære om som læge?,” siger Søren Niemi Helsø.
Henning Langberg anerkender, at det en svær opgave at finde plads i et propfyldt pensum, men mener ikke, den er umulig.
“I dag har vi flere redskaber, der husker for os, og det er vigtigt at have in mente i denne snak. Noget af det, der var nødvendig udenadslære for medicinstuderende engang, er det ikke mere, og det giver selvsagt rum til fornyelse,” siger han.
Fra indersiden af uddannelsesmuren bliver der nikket genkendende til dette. Kandidatstuderende i medicin, Milan Mohammed, udtrykker sin klare frustration over den store mængde udenadslære, der modsat undervisning i teknologi, ikke synes relevant i samme grad.
“Det svarer til, at man stadig underviser folk i at bruge en Nokia, selvom der stort set kun sælges Iphones,” siger han.
Studieleder for de medicinstuderende hos Københavns Universitet, Torben Lykke Sørensen, forklarer, at institutionen er i gang med at undersøge, hvordan digital dannelse kan integreres systematisk i pensum.
“Digitale kernekompetencer skal selvsagt være en del af et moderne curriculum. Lige nu har vi ikke noget formelt omkring det. Men vi har nedsat en arbejdsgruppe, der er i gang med at undersøge, hvordan det bedst kan implementeres i vores forskellige kurser,” siger han og forklarer, hvordan universitet regner med, at resultatet af undersøgelsen ligger klar i 2023.
Billedet er nogenlunde det samme i Aarhus. Spørger man studieleder for de medicinstuderende, Janne Lebeck, om hendes studerende er rustet til at arbejde med data fra selftracking-apps, erkender hun, at det kedelige, men korte svar er nej.
Men ligesom kollegerne i København har man nedsat en taskforce, der er ved at undersøge, hvor der er behov for et digitalt kompetenceløft. Men det er ikke en nem opgave.
“Teknologi er noget, der udvikler sig hurtigt. Vi skal finde ud af, hvad det er for nogle kompetencer, man skal bruge, og som ikke allerede er forældede, den dag de studerende bliver uddannede. Det er ikke nødvendigvis et godt argument for ikke at have gjort noget allerede, men vi ønsker først at undersøge, hvor og hvordan vi løfter opgaven bedst,” siger hun.
Flere udenlandske universiteter er allerede i gang med at implementere digital sundhed i pensum. Enten som selvstændige kurser eller som delelementer i allerede eksisterende kurser. I USA har flere lægevidenskabelige fakulteter oprettet afdelinger udelukkende dedikeret til læren om AI og digital sundhed.
I England har man stik modsat taget konsekvensen af den manglende træning inden for digital sundhed. Her har private virksomheder grebet muligheden og tilbyder nu efteruddannelse i digital sundhed for alle sundhedsprofessionelle. Blandt andre virksomheden ORCHA, der i marts 2022 kunne præsentere Storbritanniens første digitale sundhedstrænings-program med fri adgang for alle sundhedsprofessionelle.
Velvilje blandt studerende og uddannede
Privat eller ej oplever Henning Langberg en stor velvilje og lyst blandt landets sundhedspersonale til læring og kompetenceudvikling indenfor digital sundhed.
Han er ikke den eneste.
Samme interesse for kompetenceløft fandt en international spørgeskemaundersøgelse fra 2020. Undersøgelsen har hentet svar fra 451 medicinstuderende i 39 europæiske lande.
Mens 40,6 procent følte sig parate til at arbejde i et digitaliseret sundhedssystem, vurderede mere end halvdelen deres egne digitale sundhedsfærdigheder som ringe eller meget ringe. De medicinstuderende mente, at dette skyldes manglende uddannelse. Herunder var 84,9 procent enige eller meget enige i, at mere digital sundhedsuddannelse bør integreres i pensum.
Louise Faurholt Øbro, ph. d.- studerende ved Institut for Regional Sundhedsforskning ved Syddansk Universitet, har blandt andet undersøgt, hvordan sundhedspersonalet kan føle sig utilstrækkelig i mødet med patienten, hvis ikke de har de fornødne kompetencer inden for brugen af selftracking.
“Idet man hopper i uniformen, bliver den en del af ens identitet. Dermed vil man gerne leve op til det ansvar, som den fører med sig. Det gør personalet usikre - hvordan skal vi fortolke de her data, som patienten forventer, at vi kan? De mister tiltro til sig selv og deres professionalisme,” siger hun.
For Milan Mohammed, der blot har to semestre tilbage, før han for alvor skal ud i den teknologiske virkelighed, er dette tilmed en bekymring.
“Jeg er bekymret for, at jeg ikke kan imødekomme de krav, som patienten har til mig. Der er i hvert fald et mismatch mellem, hvad jeg kan, og hvad patienten forventer, at en læge i 2022 kan. Det mismatch er jeg bekymret for,” fortæller han.
National satsning undervejs
Fra politisk side er der tilmed interesse og vilje til, at digitale løsninger i højere grad implementeres, hvilket f.eks. kan ses i sundhedsreformen, life-science-strategien og digitaliseringsstrategien. Her arbejdes der blandt andet for en national app-guide, der skal omfatte kvalitetssikrede apps inden for sundhed og sygdom.
Et tiltag, der er sat i verden for at imødekomme den teknologiske udvikling og give landets sundhedspersonale bedre mulighed for at drage nytte af den. App-guiden har været under udvikling siden 2018 og forventes at udkomme i 2023.
Men giver det overhovedet mening at kaste ressourcer efter en national-app guide, hvis vi ikke uddanner vores nuværende og kommende sundhedspersonale til at bruge den?
“Jeg kan godt være bange for, at man mister implementeringen fuldstændig, hvis man ikke sikrer sig, at den bliver integreret i de etablerede systemer,” siger Andreas Pihl. Dog mener han stadig, at app-guiden overordnet set, er en god ide.
Ekspert i sundhedsteknolog, Finn Kensing, har tilmed sine bange anelser. Blandt andet grundet den omdiskuterede Sundhedsplatform der blev indført hos alle hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland fra maj 2016 til november 2017.
“Man kan sige meget om den tekniske løsning. Men der blev ikke undervist tilstrækkeligt i brugen af systemet, og arbejdsorganiseringen var ikke i fokus, bortset fra at man afskaffede de fleste lægesekretærer,” siger han.
Hos innovationschef, Henning Langberg, har bekymringerne en anden karakter. Selvom han anerkender, at tankerne bag er gode, mener han, man har grebet problemstillingen forkert an.
“Det er svært at forestille sig, at den guide ikke er forældet, den dag det bliver uploadet. Teknologien er i rivende udvikling, og hvis ikke vi udvikler en hurtigere og mere dynamisk godkendelsesproces, kan vi ikke skabe glæde af de nyeste landvindinger,” siger han.
Avisen har været i kontakt med Lægemiddelstyrelsen, der har overtaget projektledelsen af den nationale app-guide. De ønsker ikke at udtale sig om arbejdet eller sundhedspotentialet i app'en under et regeringsskifte, da det kan komme til at influere den videre finansiering af projektet.
Søren Niemi Helsø vil derimod gerne udtale sig om sundhedspotentialet. Som en del af Lægeforeningen har han nemlig selv været med til at efterspørge den.
Tilbage i 2019 erfarede de almene praksisser nemlig, hvordan diverse tracking-redskaber resulterede i unødige bekymringer og lægebesøg. Det fik foreningen til at efterlyse, at de danske myndigheder kvalitetssikrede apps og andet udstyr.
“Vi efterspurgte en minimumskvalitet for de her apps, som er sat ind i en national kontekst. Som læge har du simpelthen ikke tid eller mulighed for at validere hvert eneste produkt, som borgeren kommer med,” siger han.
Og angiveligt er der endnu mere tid at hente. En rapport fra Business Insider, der udkom i 2019, konkluderer, at læger kan spare 15 timer om ugen, hvis deres patienter anvender selftracking-teknologier.