Eksperter om kendt teknologisk praksis: Selftracking kan medvirke til spiseforstyrrelser

Leave a comment
De er fast inventar i mange danskeres smartphones. Applikationerne, der kan tracke dine sundhedsdata og optimere din sundhed. Men for nogle kan den dataficerede rejse mod sundhed blive alt andet end sund. Hos Forening for Spiseforstyrrelser og Selvskade ser man en tendens til, at spiseforstyrrede har brugt selftracking-apps

Af Anne Poulsen og Rasmus Enevoldsen Andreasen

Frederikke Træholt trackede alt data om sig selv, hun kunne komme i nærheden af. Hun ville være et supermenneske, og det krævede, at hun styrede sin egen sundhed. Til sidst blev det for meget, og trackingen førte hende ud i spiseforstyrrelser. Foto: Anne Poulsen


Du kender den nok. Trackeren i din lomme der holder trit med, hvor mange skridt du tager, kalorier du spiser, og antal timer du sover.

Mange af os har en selftracking-app, der kvantificerer dele af vores liv.

Frederikke Træholt havde 15.

15 apps, hvori hun trackede alt fra kalorieindtag til mineraler, vitaminer, kulhydrater og motion.

Hendes kostplan var stringent som et budget og tilsvarende nem at holde styr over. Spiste hun flere kalorier, end planen tillod, blev bundlinjen rødglødende.

Men for det meste var der orden i finanserne – matematikken var jo simpel.

Hun skulle bare ikke spise mere, end appen anbefalede hende.

600 kalorier om dagen.

Og det gjorde hun – indtil hun blev diagnosticeret spiseforstyrret med anoreksi og bulimi.

Hvis app’en siger det..

Frederikke Træholt er langtfra den eneste, der tracker sin aktivitet og kost. Selftracking har vundet indpas i store dele af verden – herunder Danmark.

Tal fra analysefirmaet IDC viser, at der verden over blev solgt flere end 153,5 millioner selftracking-produkter i fjerde kvartal af 2020. Samtidig viste en Coop Analyse fra 2019, at over 60 procent af danskerne regelmæssigt tracker sig selv.

I takt med at den teknologiske udvikling har gjort det muligt at kvantificere sit liv ned til mindste detalje, er tilslutningen til denne teknologiske praksis steget markant. For de fleste handler det om at fremme eller optimere egen sundhed.

Men er det overhovedet sundt at dataficere sin sundhed? Eller kan autogenerede kostplaner føre til spiseforstyrrelser?

Som med meget andet findes der endnu ikke et dokumenteret korrekt svar. Nuancerne er derimod mange.

Søren Lavrsen, lektor i ernæring og sundhed ved VIA og cand.scient i Idræt og Molekylær Ernæring, forklarer, hvordan man ikke direkte kan sige, at brugen af selftracking-apps fører til en spiseforstyrrelse, men anerkender, at de bestemt kan skubbe i forvejen udsatte personer over kanten.

“Det er ikke et redskab, der er for alle. Den yderste negative konsekvens er, at man kan risikere at blive overopmærksom i forbindelse med sine spise- og motionsvaner. Mad bevæger sig fra at være en naturlig ting, hvor man lader sig styre af sin appetit, til at blive styret af, hvad en app fortæller os, vi skal spise. Det er klart en af udfordringerne og kan for nogle mennesker blive et problem,” siger han.

Yderligere forklarer han, hvordan det taler ind i tendensen, der bedst kendes som “fit your marcros”, hvor man kort fortalt mister overblikket over, hvad sund ernæring er.

“Her handler det ikke om, hvad du spiser, men hvor meget du spiser. Alt opgøres i kalorie-, fedt- og proteinindtag fremfor indhold og næringsstoffer. Du glemmer at lytte til din krop og er i stedet styret af de tal, som appen viser. Tal, der alt andet lige er ret upræcise og forbundet med en enorm usikkerhed, da dataene er brugergeneret,” siger han.

Første gang Frederikke stiftede bekendtskab med sundheds-apps, var som når en religiøs møder sin skaber. Det var "meant to be". I dag holder hun sig fra dem, og hun ser sig selv som en tørlagt alkoholiker, der må leve med sin afhængighed. Foto: Anne Poulsen

For Frederikke Træholt blev tallene en besættelse. Hver dag brugte hun flere timer i app-universet - alene det at registrere hendes data tog i gennemsnit to timer.

“Hele det her tal-fokus gjorde mig blind for, hvad sund mad egentlig var. Nogle gange kunne jeg spise en pose chips, velvidende at der ikke var plads til aftensmad, men alligevel figurerede det som godt inde i appen,” siger hun.

Frederikke Træholt har ikke altid levet i en verden af tal. Nærmere bestemt var det i biologitimen i 1.G, at hun første gang blev bekendt med muligheden for at registrere sine sundhedsdata.

Hendes klasse skulle registrere deres kost i en uge for senere at kunne udregne kalorieforbrug.

Det var ikke noget, der i forvejen interesserede Frederikke Træholt, men i hendes familie har der altid været et stort behov for at italesætte sundhed. For at være sund. 

Derfor blev det, der skulle have været et forsøg i biologitimen, hurtigt adopteret til privaten.

Hun forklarer, hvordan dataindsamlingen virkede særligt attraktivt for hende, da hun er overbevist om, at hun er en af de formodede 87.000 danskere, der lider af ortoreksi. Dog er dette ikke en anerkendt sygdom i Danmark, hvorfor det ikke kan bekræftes.

“Jeg blev grebet af det med det samme. Jeg tror, de fleste unge piger i den alder bekymrer sig om, hvordan de ser ud. Jeg var hooked fra start, selvom opgaven var afleveret,” siger hun.

 

HVAD ER ORTOREKSI?

I dag er ortoreksi ikke en anerkendt diagnose, hvorfor ingen danskere officielt er diagnosticeret med den.

 

Det formodes dog, at cirka to procent af danskerne mellem 15-74 har ortoreksi-symptomer. Det svarer til cirka 87.000 personer. 

Mennesker, der har ortoreksi, har et overdrevent sundhedsfokus og følger typisk strikse kostregler for at optimere egen sundhed.

De tre typiske symptomer er:

1) Tvangspræget sundhedsfokus: Mennesker med ortoreksi har personlige kostregler, der ofte bliver strengere og mere rigide over tid.

2) Stærkt ubehag og kompensation: Hvis de bryder deres kostregler, føler de stærkt ubehag og et behov for at kompensere, f.eks. ved at indføre endnu strengere kostregler, udrensende fastekure eller ekstra motion.

3) Social tilbagetrækning: Det kan være svært at overholde kostreglerne i sociale sammenhænge med mad og drikke. Derfor medbringer de ofte deres egen mad, kommer efter maden eller melder afbud. 

Kilde: Forening for Spiseforstyrrelser og Selvskade

Den skelsættende biologitime daterer sig tilbage til 2011. Det var før, der for alvor var noget, der hed sundhedsapps, og endnu længere før, det blev en integreret del af de flestes app-kartotek.

De første større sundhedsapps var under udvikling og ramte markedet i 2012. I mellemtiden var Frederikke Træholt flyttet hjemmefra, hvilket betød, at hun styrede al sin mad selv.

Herfra tog det fart.

“Siden dengang har jeg altid tracket kost, kalorier og motion for at tabe mig. Efterfølgende begyndte jeg at researche helt ned til mindste detalje, blandt andet for at finde ud af hvor mange vitaminer man skulle have for at øge et vægttab,” siger hun.

Tal eller tale?

For nogen kan en app være et effektivt redskab, mens den for andre bliver en besættelse. Derfor forklarer Søren Larvsen, hvorfor en professionel fagperson kan være et godt supplement eller en fuldkommen erstatning til en selftracking-app. Fordelen er nemlig, at den personlige coach for det meste vil kunne agere mere fintfølende og opmærksomt end appen.

“Der er flere ting, der bliver glemt, hvis vi ikke sidder foran en trænet fagperson. Den sundhedsprofessionelle vil vurdere dig som et helt menneske og ikke som et datasæt. Der findes nogle mennesker, der rent matematisk, ud fra hvad vi ved om vægt, ville have godt af at tabe sig, men som en sundhedsprofessionel vil vurdere er i risikogruppen for at udvikle en spiseforstyrrelse og dermed ikke har godt af at indlede et vægttab,” siger han.

Anders Nedergaard, der er brancheformand for foreningen for personlige trænere, PT Danmark, og tidligere personlig træner, tilslutter sig Søren Larvsens holdning og forklarer i samme anledning, hvordan de i brancheforeningen har udarbejdet et etisk regelsæt, der foreskriver, hvad en god professionel praksis er. Blandt andet anbefaler det, at man benytter et valideret spørgeskema til screening for forstyrret spiseadfærd, inden man iværksætter kostvejledning og løbende gør brug af det under et vægttabsforløb.

“Ved brug af selftracking-apps bliver man ikke mødt af disse bløde tiltag. Det skyldes, at de er svære at udarbejde teknologisk og i større omfang kræver menneskelig interaktion og evaluering. Her er kostplaner stik modsat lette at putte ind i algoritme-form og skalere. Og selve det forhold, at de er lettere at skalere, har gjort, at det næsten udelukkede er det værktøj, der bliver brugt,” forklarer han.

Kropsnegativ diskurs dominerer

Det taler direkte ind i det, som Anders Nedergaard vil betegne som den større og mere generelle problemstilling. Nemlig den dominerende og kropsnegative diskurs, der hersker indenfor sundhed.

“Normen i samfundet hedder sig, at man gerne skal tvinge sig gennem et vægttab og udsætte egne behov. Det gør, at folk vil være tilbøjelige til at vælge mere restriktive og tvungne metoder,” siger han.

Dertil forklarer han, hvordan det er den samme diskurs, der gennemsyrer flertallet af selftracking-systemerne.

“Tallene er med til at sætte en barre for, hvad der er godt nok. Det virker for nogle, mens det for andre har den modsatte effekt. Det er det, der er udfordringen – de folk, der har en lav mestring inden for sundhedsadfærd, er dem, der kommer galt afsted med denne resultatorienterede tilgang til sundhed, som en app har,” siger han og forklarer, hvordan det kan have fatale konsekvenser.

“Man bliver sygeligt opmærksom og vægttabsfokuseret. Du er kun god nok, hvis du taber dig - og det vil alt andet lige generere en spiseforstyrret adfærd,” siger han.

Et internationalt studie fra 2021, der har undersøgt, om brugen af selftracking-apps kan kædes sammen med spiseforstyrrelser, bakker ham op.

Medforfatter og professor i psykologi ved Northeastern University i Boston, Rachel Rodgers, forklarer, hvordan forskningen fandt, at “disse teknologier kan være relateret til øget spiseforstyrrelse grundet øget optagethed af spisning og mad og potentielt slankekure. Slankekure og utilfredshed med egen krop er to af de mest robuste risikofaktorer for spiseforstyrrelser.”

Hun forklarer ligesom de andre, at personer, der i forvejen er bekymrede for deres evne til at spise intuitivt og dem, der vil ændre deres krop gennem kost og motion, sandsynligvis vil være i større risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse.

Et belønningssystem

Frederikke Træholt kan ikke udelukke, at hun havde udviklet en spiseforstyrrelse, selvom hun ikke havde brugt selftracking-apps, men betvivler, at hun var kommet galt af sted i samme grad, hvis ikke hun havde haft muligheden for at tracke alt.

“Tilgængeligheden har skubbet til ideen om, at det er okay. Hvis du har en app, der skulle forestille at være en sundheds-app, der fortæller dig, at det er okay, du kun spiser 600 kalorier om dagen, antager du jo, at det er fint. I starten tænkte jeg, at de her apps var gode til folk, der skulle tabe sig, men i dag tror jeg faktisk ikke, at de er gode for nogen,” siger hun.

Adspurgt om det ikke siger mere om hendes forhold til mad, end det siger noget om appens medskyld i hendes sygdom, anerkender hun, at appen ikke alene kan holdes ansvarlig.

“I dag synes jeg, at det er helt skørt at sige, men jeg ville gerne have, at folk skulle se mig som et supermenneske, der kunne spise, hvad jeg ville, og fortsat forblive slank. Det siger noget om, at mit forhold og tanker om mad og krop i forvejen ikke var sundt,” siger hun.

Hos app'en Lifesum, der har over 50 millioner brugere, forklarer ernæringschef, Signe Svanfeldt, i et skriftligt svar, at man gør, hvad man kan for at forhindre brugere i at komme galt afsted.

“Vi tager flere skridt for at forhindre, at vores app bliver misbrugt. Blandt andet har brugere med et bestemt BMI ikke tilladelse til at bruge appen. Derudover kan brugere ikke sætte deres ønskede vægt til under det, som de generelle anbefalingerne siger. Yderligere understreger vores undervisningsmateriale fordelene ved at spise og tilskynder at tilføje varer til din kost i stedet for at fjerne dem.” 

Derudover forklarer hun, hvordan appens kundesupportteam og interne ernæringseksperter holder øje med brugerkommentarer, som kan indikere, at brugeren har en spiseforstyrrelse. Disse brugere anbefales at søge hjælp. 

“F.eks. hvis nogen klager over, at de skal sænke deres daglige kalorieindtag, fordi de har et skidt knæ, markerer vores kundesupportteam dette for vores ernæringseksperter, som vil overtage og anbefale brugerne, at de ikke skal sænke deres daglige kalorieindtag og tale med deres læge,” forklarer hun.

 

"Nogle dage kunne jeg bruge adskillige timer på at sidde inde i appsene og lege med de forskellige tal og registrere, regne ud og taste." Foto: Anne Poulsen.

 

Alligevel sidder Frederikke Træholt tilbage med en oplevelse af, at adfærdsdesignet i selftracking applikationerne var med til at tricke hende. De daglige notifikationer og smileyer, som appen belønnede hende med, hvis hun fulgte sin kostplan og registrerede sin data, var efter hendes udsagn med til at fastholde hende i en ond spiral.

Laila Walther, der er direktør i Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade, beskriver denne "gamification" af de teknologiske systemer som en “helt grundlæggende del af problematikken.”

“Hele den der selftracking-verden er bygget op omkring et belønningssystem. Det har en indvirkning i hjernens funktion og er med til at opbygge afhængighed ved at anerkende og belønne,” siger hun.

I foreningen møder de ofte cases som Frederikke Træholt, der er kommet i klemme i teknologien.

“Min vurdering er, at næsten alle, der kommer til os, har brugt de her apps. De her folk lever jo i et kalorie-regime. Det kan man ikke udelukkende bebrejde appen for - kalorietælling har altid været en del af spiseforstyrrelsen. Men det er klart, at vi oplever det som en øget tendens, efter disse apps er blevet del af manges hverdag,” siger Laila Walther.

 

Vægttab med værdi

En anden, der ofte møder mennesker med forstyrret spisning i sit arbejde, er psykolog og lektor i ernæring og sundhed, Anette Schneiber, der specielt arbejder med mennesker, der har et problematisk forhold til sin mad eller krop.

Adspurgt om hun i sin praksis har arbejdet med folk, der er kommet galt afsted ved at bruge selftracking, svarer hun:

“De er de eneste, jeg har.”

Dog forklarer hun i stil med de andre, hvordan ingen enkelte faktorer, som en app, alene kan føre til spiseforstyrrelser. Hvilke sundhedsnormer, personen har, spiller tilmed en betydelig rolle.

“Hvis man sidestiller et vægttab med succes, er det problematisk. Man skal altid huske, at et vægttab er et middel, der fører til noget andet. Det er sprogligt, der vi skal hen. Man kan godt have et ønske om at tabe sig, men det skal hele tiden kunne sættes i relation til noget andet,” forklarer hun.

Derfor vil folk, for hvem et vægttab bliver det eneste succeskriterie, være særligt udsat for at udvikle en forstyrret spiseadfærd ved brug af selftracking apps.

“Apps som kun tracker, om du har spist eller tabt dig efter planen uden at knytte det til en værdi, kan komme til at holde folk fast i, at et vægttab i sig selv er en succes. Jo mere, jeg taber mig, desto bedre er jeg,” siger hun og forklarer, hvordan appen derfor bliver en vedligeholdende faktor.

 

Supermennesket Frederikke

 

Selvom Frederikke Træholt var et selvdiagnosticeret supermenneske, knækkede filmen for alvor, da hun efter sin praktik i København vendte tilbage til Aarhus, hvor hun flyttede sammen med sin barndomsveninde.

Kalenderen viste 2020, Covid19 var kommet til Danmark, nedlukningen var en realitet og supermennesket var svundet ind sammen med resten af hende.

Nu sad hun tvunget til bords med sin veninde - og forskellen var ikke til at tage fejl af.

“Jeg kunne jo helt konkret se, at der var stor forskel på mængden”, siger hun og forklarer, hvordan hendes aftensmad sommetider ikke bestod af andet end kogt broccoli.

“Det duer simpelthen ikke det her, der er noget galt, sagde min veninde en dag, og selvom jeg ikke ville indrømme det, vidste jeg nok godt inderst inde, at hun havde ret,” fortæller hun.

Kort efter søgte Frederikke Træholt læge. Her var meldingen klar - hun havde et meget restriktivt forhold til mad og en fedtprocent langt under normalen. Paradoksalt var det igen data, der skulle overbevise hende om hendes sundhed.

Herefter blev Frederikke Træholt henvist til afdelingen for spiseforstyrrelser ved Skejby Sygehus. En henvisning, der blev afvist, og som i stedet gjorde, at hun skulle komme hos en sygeplejerske en gang om ugen.

“Sygeplejersken sammensatte en kostplan for mig, som skulle hjælpe mig med at øge min vægt. Men det hjalp ikke. Hver gang jeg kiggede i toppen af planen, hvor der stod 3000 kalorier, fik jeg det decideret fysisk ubehageligt, og det var umuligt for mig at følge planen”, fortæller hun.

 

Djævelen kigger frem

 

I dag har Frederikke Træholt et langt mere afslappet forhold til mad.

Hun har slettet de gamle selftracking-apps fra sin telefon og i samarbejde med sin psykolog fundet en behandling, der passer til hendes behov.

Mekanisk spisning kaldes teknikken, som bruges til mange typer af restriktive spisere. Kort fortalt betyder det, at man spiser meget regelmæssigt og skemalagt.

“Til sidst begyndte min krop at være sulten, maven begyndte at rumle, og jeg kom langsomt ind i en god rytme,” fortæller Frederikke Træholt.  

Men nogle gange vender de gamle tankemønstre og trangen til at hente en app tilbage.

Selvom hun godt ved, hvad hun bør gøre, er det for Frederikke Træholt en konstant afvejning af forholdet mellem at være social og præstere i sit arbejdsliv, og hvad hendes indre tanker fortæller hende.

“Du har hele tiden spiseforstyrrelsen ved siden af, som siger: Kom, jeg kan hjælpe dig - kan du huske hvor godt et liv, vi havde?” siger Frederikke Træholt og fortæller, at man skal se det som en djævel, der konstant tilbyder sin hjælp.

 En gang imellem bliver tilbuddet fra djævelen for svært at afvise, og hun tager sig selv i at vise sine veninder, hvordan en ny app kan hjælpe dem til større muskler.

“Derfor betegner jeg mig i dag, som spisende anorektiker. Ligesom en ædru alkoholiker bliver du aldrig rigtig rask, for spiseforstyrrelsen vil altid være der,” siger Frederikke Træholt.

Eksperter mener ikke, at sundhedssektoren er rustet til brugen af selftracking: “Der findes over 400.000 sundhedsapps, og vi bliver oversvømmet i dem”

Leave a comment

Selftracking-apps, der genererer sundhedsdata, har uomtvisteligt fundet vej til flere patienters smartphones. Det kan lette arbejdsbyrden i en presset sundhedssektor, hvis personalet evner at bruge den. Men flere eksperter mener ikke, at sundhedspersonalet er rustet til at arbejde med denne form for data, eller at de medicinstuderende undervises tilstrækkeligt i brugen af den. 

Af Anne Poulsen og Rasmus Enevoldsen Andreasen

Er vores sundhedspersonale rustet til den teknologiske virkelighed? Uddanner vi vores medicinstuderende til den?

Nej – lyder det korte svar.

I hvert fald hvis du spørger Innovationschef hos Rigshospitalet, Henning Langberg, og ​​læge samt Medical and Scientific Affairs Lead i Roche Diagnostics, Andreas Pihl.

Begge er de enige om, at den teknologiske udvikling i samspil med patienterne har overhalet de sundhedsfagliges kompetencer indenom. Blandt andet henviser de til den udbredte brug af selftracking-systemer, hvori borgere kan tracke egen sundhed.
“Der er lidt et paradigmeskift. Tidligere var det lægen, der ordinerede patienten noget. I dag kommer patienten ind ad døren med sin sundheds-app eller smartwatch og siger: hej, jeg har atrieflimren (hjerteflimmer red.), hvad skal jeg gøre? Det er en helt anden virkelighed, end vi er vant til,” siger Andreas Pihl.


Tid til omsorg

Han hæfter sig dog ved det enorme potentiale, som han mener, at udviklingen fører med sig, men ærgrer sig over, at landets læger ikke bliver vejledt og uddannet bedre i overensstemmelse med den.
Blandt andet forklarer han, hvordan det i en tid med manglende ressourcer og personale kan være med til at spare sundhedssektoren for tid og kræfter, da det bliver muligt at flytte nogle af opgaverne ud til patienten.

“Selftracking er et utroligt effektivt middel. Kan patienten lave sin diagnostik derhjemme, er vi fri for at booke en tid til et EKG,” siger han og henviser til hjerteflimmer-eksemplet. Dertil forklarer han, hvordan det yderligere vil frigive mere tid til omsorg – en del af behandlingen, der i dag lever under svære betingelser i vores sundhedsvæsen. 

Slutteligt understreger han, at et flertal af patienterne allerede har teknologien ved lommen, hvorfor det ikke længere giver mening at hænge i bremsen. 

“Der findes over 400.000 sundheds-apps, og vi bliver oversvømmet i dem, da der er rigtig mange patienter, der bruger dem – det kræver oplæring og uddannelse,”  forklarer Andreas Pihl. 


HVOR UDBREDT ER SELFTRACKING I DANMARK?

60 procent af danskerne har tracket et eller andet ved dem selv. Det viser en Coop Analyse fra 2019. 

40 procent af danskerne har anvendt sundhedsteknologi til at monitorere egen aktivitet, mens 14 procent har anvendt sundhedsapps til at monitorere egen sundhed. Det viser en rapport udarbejdet af Dansk Erhverv i 2019. 

Hver syvende online-køber i Danmark købte fitness- eller sundhedsapps i sidste del af 2020. Det viser en rapport fra Danmarks Statistik.

Innovationschef hos Rigshospitalet, Henning Langberg, tilslutter sig kritikken. 

“Der er ikke tale om et sundhedsvæsen, der efterspørger løsninger, men nærmere en kunde, der møder op med muligheder og skubber til kravet og kompetencerne hos personalet. Hvis lægerne ikke modtager oplæring i direkte brug af data, har de kun de samme kompetencer som patienten. Evnen til at afkode, om data er god nok, bliver derfor appens opgave fremfor lægens,” siger han og forklarer, hvordan det som konsekvens kan medføre overdiagnosticering og fejlbehandling. 

Datalog og ekspert i sundhedsteknologi ved Københavns Universitet, Finn Kensing, mener heller ikke, at hverken nuværende eller kommende sundhedspersonale har de tekniske kundskaber i orden. 

Han har oplevet, at der i forbindelse med større IT-satsninger ikke rettes nok fokus mod, at sundhedspersonalet bliver udstyret med de nødvendige kompetencer til at benytte teknologien i det daglige arbejde. 

“Der mangler viden om, hvilken betydning det kan have for deres arbejde med patienten og samarbejdet med kollegerne. Derudover er det vigtigt at kende til potentialer som begrænsninger indenfor diverse teknologier, der relaterer sig til deres felt – og hvad der skal til for, at det bliver en gevinst for dem selv og for patienterne,” fortæller han. 

Den manglende viden har Finn Kensing kæmpet for, at de i forvejen etablerede sundhedsprofessionelle adopterede, siden han stod i spidsen for etableringen af den forhenværende masteruddannelse, SundhedsIT. En uddannelse, hvis hensigt var at bygge bro mellem it-folket og det sundhedsfaglige personale. 

Hos landets største hospital, mener direktør hos Aarhus Universitetshospital, Poul Blaabjerg, at hans personale langt hen ad veje er i stand til at anvende sundhedsteknologi, men anerkender dog, at implementeringen i nogle henseender sker for langsomt. Han forklarer, at arbejdet med patientnære data fra diverse selftracking-apparater- og apps stadig er undervejs. 

“Der er vi ikke endnu, men det mener jeg helt bestemt bør være ambitionen. Lige nu afventer vi blandt andet retningslinjer for, hvad valid data er i en selftracking-kontekst. Kompetencerne som arbejdet med denne data kræver, er jeg dog slet ikke bekymret for, at vores personale har. Det, der bekymrer mig, er, at der ikke er midler til at investere i teknologien, som den afstedkommer,” siger han og forklarer, hvordan det forsinker processen. 

Formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Purnima Erichsen fra Det Konservative Folkeparti, erkender, at “regionen sagtens kunne bruge flere penge”, men understreger, at digitaliseringen i sundhedssektoren allerede er undervejs. 

“Det er noget, vi løbende arbejder med. Men det er en proces og sker ikke fra dag til anden, da vi samtidig skal sikre driften. Vi forsøger løbende at italesætte problemstillingen over for de relevante politikere og igangsætte digitale initiativer,” siger hun. 

I Rigshospitalets afdeling for digitalisering er det ikke midlerne, der er knappe, men tiden til at arbejde med mulighederne, som de giver. 

“I vores organisation arbejder vi med disse teknologier og hjemmemonitorering, men ikke alle steder er klar til denne vej. I flere afdelinger bliver man mødt med flakkende blikke, fordi de har travlt med bare at overleve hverdagen. Og hvis en mand er ved at drukne, skal du ikke begynde at lære ham at svømme, men i stedet smide en redningskrans til ham. Vi er nok dér, hvor vores klinikere et eller sted føler, at de drukner. Vi snakker om denne fantastiske vision for fremtiden, hvor vi alle kan bruge selftracking-værktøjer, men først skal vi skabe grundlaget og luft til at kunne rumme disse forandringer,” siger digitaliseringschef, Christian Koerner.

Et forældet pensum?

Det er ikke kun hospitalerne, som kritikken er rettet mod. Andreas Pihl og Henning Langberg mener begge, at læren om sundhedsteknologi burde være en integreret del af de medicinstuderendes pensum. Men til trods for patienternes hurtige adaptation og den teknologiske udvikling beskriver de begge undervisningen af medicinstuderende som “stort set uændret.”

“Viden om helt basale sundhedsteknologier bør være en del af medicinuddannelsen, da vi ved, at digitale sundhedskompetencer i højere grad vil blive efterspurgt i takt med den teknologiske udvikling,” siger Henning Langberg. 

Et nyt studie foretaget af sundhedseksperter har undersøgt hvilke digitale sundhedsteknologier, der bør være elementer i medicinstudiets pensum. Studiet har rangeret adskillige sundhedsemner i prioriteret rækkefølge. Her blev blandt andet arbejdet med e-patienter vægtet højt. En e-patient er en borger, der deltager aktivt i sin lægebehandling, primært ved at indsamle information om egne medicinske tilstande.

“Det er meget vigtigt. Vi bliver nødt til at følge med patienterne og bruge alle de muligheder, som det giver. Det kræver, at man undervises i, hvordan selftracking kan bruges, hvilke krav og regler der er for brugen og generelle kriterier til at vurdere en god app,” forklarer Andreas Pihl.

Modsat mener Søren Niemi Helsø, formand for Lægeforeningens IT- og Digitaliseringsudvalg, ikke, at digital sundhed hører til i pensum. 

“Jeg synes i stedet, at det burde være et supplement eller tilbud til de studerende, som er interesseret i det, og som har en reel interesse for digital sundhed. Putter du fem ECTS point ind i pensum, skal du pille dem ud et andet sted. Og hvad er det for nogle sygdomme, du ikke skal lære om som læge?,” siger Søren Niemi Helsø.

Henning Langberg anerkender, at det en svær opgave at finde plads i et propfyldt pensum, men mener ikke, den er umulig. 

“I dag har vi flere redskaber, der husker for os, og det er vigtigt at have in mente i denne snak. Noget af det, der var nødvendig udenadslære for medicinstuderende engang, er det ikke mere, og det giver selvsagt rum til fornyelse,” siger han. 

Fra indersiden af uddannelsesmuren bliver der nikket genkendende til dette. Kandidatstuderende i medicin, Milan Mohammed, udtrykker sin klare frustration over den store mængde udenadslære, der modsat undervisning i teknologi, ikke synes relevant i samme grad. 

“Det svarer til, at man stadig underviser folk i at bruge en Nokia, selvom der stort set kun sælges Iphones,” siger han.

Studieleder for de medicinstuderende hos Københavns Universitet, Torben Lykke Sørensen, forklarer, at institutionen er i gang med at undersøge, hvordan digital dannelse kan integreres systematisk i pensum. 

“Digitale kernekompetencer skal selvsagt være en del af et moderne curriculum. Lige nu har vi ikke noget formelt omkring det. Men vi har nedsat en arbejdsgruppe, der er i gang med at undersøge, hvordan det bedst kan implementeres i vores forskellige kurser,” siger han og forklarer, hvordan universitet regner med, at resultatet af undersøgelsen ligger klar i 2023.

Billedet er nogenlunde det samme i Aarhus. Spørger man studieleder for de medicinstuderende, Janne Lebeck, om hendes studerende er rustet til at arbejde med data fra selftracking-apps, erkender hun, at det kedelige, men korte svar er nej. 

Men ligesom kollegerne i København har man nedsat en taskforce, der er ved at undersøge, hvor der er behov for et digitalt kompetenceløft. Men det er ikke en nem opgave.

“Teknologi er noget, der udvikler sig hurtigt. Vi skal finde ud af, hvad det er for nogle kompetencer, man skal bruge, og som ikke allerede er forældede, den dag de studerende bliver uddannede. Det er ikke nødvendigvis et godt argument for ikke at have gjort noget allerede, men vi ønsker først at undersøge, hvor og hvordan vi løfter opgaven bedst,” siger hun. 

Flere udenlandske universiteter er allerede i gang med at implementere digital sundhed i pensum. Enten som selvstændige kurser eller som delelementer i allerede eksisterende kurser. I USA har flere lægevidenskabelige fakulteter oprettet afdelinger udelukkende dedikeret til læren om AI og digital sundhed. 

I England har man stik modsat taget konsekvensen af den manglende træning inden for digital sundhed. Her har private virksomheder grebet muligheden og tilbyder nu efteruddannelse i digital sundhed for alle sundhedsprofessionelle. Blandt andre virksomheden ORCHA, der i marts 2022 kunne præsentere Storbritanniens første digitale sundhedstrænings-program med fri adgang for alle sundhedsprofessionelle. 

Velvilje blandt studerende og uddannede

Privat eller ej oplever Henning Langberg en stor velvilje og lyst blandt landets sundhedspersonale til læring og kompetenceudvikling indenfor digital sundhed. 

Han er ikke den eneste. 

Samme interesse for kompetenceløft fandt en international spørgeskemaundersøgelse fra 2020. Undersøgelsen har hentet svar fra 451 medicinstuderende i 39 europæiske lande. 

Mens 40,6 procent følte sig parate til at arbejde i et digitaliseret sundhedssystem, vurderede mere end halvdelen deres egne digitale sundhedsfærdigheder som ringe eller meget ringe. De medicinstuderende mente, at dette skyldes manglende uddannelse. Herunder var 84,9 procent enige eller meget enige i, at mere digital sundhedsuddannelse bør integreres i pensum. 

Louise Faurholt Øbro, ph. d.- studerende ved Institut for Regional Sundhedsforskning ved Syddansk Universitet, har blandt andet undersøgt, hvordan sundhedspersonalet kan føle sig utilstrækkelig i mødet med patienten, hvis ikke de har de fornødne kompetencer inden for brugen af selftracking.

“Idet man hopper i uniformen, bliver den en del af ens identitet. Dermed vil man gerne leve op til det ansvar, som den fører med sig. Det gør personalet usikre - hvordan skal vi fortolke de her data, som patienten forventer, at vi kan? De mister tiltro til sig selv og deres professionalisme,” siger hun.

For Milan Mohammed, der blot har to semestre tilbage, før han for alvor skal ud i den teknologiske virkelighed, er dette tilmed en bekymring. 

“Jeg er bekymret for, at jeg ikke kan imødekomme de krav, som patienten har til mig. Der er i hvert fald et mismatch mellem, hvad jeg kan, og hvad patienten forventer, at en læge i 2022 kan. Det mismatch er jeg bekymret for,” fortæller han. 

National satsning undervejs

Fra politisk side er der tilmed interesse og vilje til, at digitale løsninger i højere grad implementeres, hvilket f.eks. kan ses i sundhedsreformen, life-science-strategien og digitaliseringsstrategien. Her arbejdes der blandt andet for en national app-guide, der skal omfatte kvalitetssikrede apps inden for sundhed og sygdom. 

Et tiltag, der er sat i verden for at imødekomme den teknologiske udvikling og give landets sundhedspersonale bedre mulighed for at drage nytte af den. App-guiden har været under udvikling siden 2018 og forventes at udkomme i 2023.

Men giver det overhovedet mening at kaste ressourcer efter en national-app guide, hvis vi ikke uddanner vores nuværende og kommende sundhedspersonale til at bruge den?

“Jeg kan godt være bange for, at man mister implementeringen fuldstændig, hvis man ikke sikrer sig, at den bliver integreret i de etablerede systemer,” siger Andreas Pihl. Dog mener han stadig, at app-guiden overordnet set, er en god ide. 

Ekspert i sundhedsteknolog, Finn Kensing, har tilmed sine bange anelser. Blandt andet grundet den omdiskuterede Sundhedsplatform der blev indført hos alle hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland fra maj 2016 til november 2017.

“Man kan sige meget om den tekniske løsning. Men der blev ikke undervist tilstrækkeligt i brugen af systemet, og arbejdsorganiseringen var ikke i fokus, bortset fra at man afskaffede de fleste lægesekretærer,” siger han.

Hos innovationschef, Henning Langberg, har bekymringerne en anden karakter. Selvom han anerkender, at tankerne bag er gode, mener han, man har grebet problemstillingen forkert an. 

“Det er svært at forestille sig, at den guide ikke er forældet, den dag det bliver uploadet. Teknologien er i rivende udvikling, og hvis ikke vi udvikler en hurtigere og mere dynamisk godkendelsesproces, kan vi ikke skabe glæde af de nyeste landvindinger,”  siger han. 

Avisen har været i kontakt med Lægemiddelstyrelsen, der har overtaget projektledelsen af den nationale app-guide. De ønsker ikke at udtale sig om arbejdet eller sundhedspotentialet i app'en under et regeringsskifte, da det kan komme til at influere den videre finansiering af projektet.

Søren Niemi Helsø vil derimod gerne udtale sig om sundhedspotentialet. Som en del af Lægeforeningen har han nemlig selv været med til at efterspørge den.

Tilbage i 2019 erfarede de almene praksisser nemlig, hvordan diverse tracking-redskaber resulterede i unødige bekymringer og lægebesøg. Det fik foreningen til at efterlyse, at de danske myndigheder kvalitetssikrede apps og andet udstyr. 

“Vi efterspurgte en minimumskvalitet for de her apps, som er sat ind i en national kontekst. Som læge har du simpelthen ikke tid eller mulighed for at validere hvert eneste produkt, som borgeren kommer med,” siger han.

Og angiveligt er der endnu mere tid at hente. En rapport fra Business Insider, der udkom i 2019, konkluderer, at læger kan spare 15 timer om ugen, hvis deres patienter anvender selftracking-teknologier. 

 

Selftracking: En psykologisk løftet pegefinger eller et nyttigt redskab?

Leave a comment
Selftracking har vundet indpas i Danmark, hvor flere af os enten har en app eller et andet apparat, der fører log med vores liv. Mens sundhedssektoren ser store potentialer i at udnytte denne data aktivt, anbefaler ekspert at holde vores sundhedsdata for os selv. Den kan nemlig blive misbrugt.

Af Anne Poulsen og Rasmus Enevoldsen Andreasen

Mennesket er ufuldkomment. Det har blinde vinkler. Det laver fejl. Faktuelle fejl. Og det glemmer. 

Hvor var jeg mandag aften? Hvor mange penge bruger jeg i kantinen? Hvor mange skridt tager jeg? 

Denne ufuldkommenhed tvinger os til at tage beslutninger ud fra et uoplyst grundlag. 

Medmindre vi tyr til teknologi. 

En nyere teknologisk praksis har nemlig tilbudt at huske for os. Selftracking er den brede betegnelse for apps og andre apparater, med hvilke vi tracker egen sundhed.

Professor i Interaktive Digitale Medier ved Aalborg Universitet, Jens F. Jensen, der har forsket i selftracking, kalder det for en henholdsvis kulturel- og teknologisk trend. 

“Det handler ikke kun om dataindsamlingen, men derudover om datalagringen, -analyse, -visualisering og -kommunikation. Mere konkret er det blevet muligt at skabe mening af data,” siger han.

Det kulturelle og sociale aspekt viser sig f.eks. ved, at folk danner en form for fællesskab med afsæt i teknologien.

“Der er mange, der poster, at de har været ude at løbe. Det gør de blandt andet for at gøre det til en social ting. Det var ikke, fordi det ikke kunne lade sig gøre før, men den digitale udvikling har gjort det lettere,” forklarer han.  

Du har formentlig selv stiftet bekendtskab med kalorie-appen, skridt-uret eller armringen, der monitorerer din puls. Data, der senere tager form som ukomplicerede grafer, som selv den mindst tech-kyndige kan afkode betydningen af. 

Men selvom selftracking i al sin enkelthed kan forekomme ret uskyldigt – endog som en personlig sundhedsassistent i en travl hverdag – advarer eksperter mod helt ukritisk brug. 

For teknologien, der blandt andet forudses at revolutionere sundhedssektoren, kommer ikke uden udfordringer.

 

En opblomstring fra fortiden

Det at monitorere os selv, er ellers ikke nyt. Faktisk skal vi spole tiden tilbage 1965. 

Her udkom den første skridttracker i Japan under navnet Manpo-kei, der betyder 10.000 skridt. 

Historien forlyder, at de 10.000 skridt, der for mange stadig sidestilles med et fornuftigt aktivitetsniveau, alene udsprang af gisninger. 

Sidenhen har flere sundhedsstudier tilmed aflivet denne sundhedsmyte. Men det har ikke stoppet os i fortsat at holde trit med vores daglige aktivitet.

Jens F. Jensen forklarer, hvordan det var i 2007, at selftracking for alvor fik vind i sejlene. Det var her, at Quantified Self opstod som en kreds i USA forbeholdt dataentusiaster, der interesserede sig for selvoptimering gennem tal. I dag er Quantified Self et globalt netværk for folk, der monitorer sig selv, med afdelinger i over 100 lande. 

Tilsvarende har brugen bredt sig. Nu er det ikke kun fodboldstjerner som Christian Eriksen, der bliver spottet med en fitness-ring, men derimod en bred skare, der kan se fordelen i de mange indsigter, som selftracking kan give. 

Indsigter, der desuden har vakt stor interesse i sundhedssektoren.

Sundhedssektorens redning

Vi har hørt det før. 

Den berygtede ældrebyrde truer forud og antallet af patienter, der lever med en kronisk lidelse, bliver flere. Samtidig smider sundhedspersonalet kitlen i ringen og søger mod bedre forhold.

Sundhedssektoren er under pres.

Derfor bliver der ofte snakket løsninger. I den snak er det ikke usædvanligt, at begrebet selftracking sniger sig ind.

Tværtimod.

Kan al den sundhedsdata, der gemmer sig i patientens lomme, komme sundhedsvæsenet til gavn? Kan vi involvere patienten mere i eget sundhedsforløb? Kan vi uddelegere nogle af opgaverne til patienten og frigive flere varme hænder?

Det er der en række fagfolk, der er ved at undersøge. 

En af dem er Palle Osther. Han er professor ved Institut for Regional Sundhedsforskning ved SDU og ledende overlæge ved Urologisk afdeling hos Vejle sygehus. Han har siden 2012 forsket i, hvordan man aktivt kan bruge selftracking i patientbehandlingen. 

“Særligt for de kronisk syge patienter, synes jeg, selftracking kan gøre en forskel. Er man kronisk syg, skal man til kontrol kunne gøre rede for, hvordan man har haft det. Det kan være meget vanskeligt i retroperspektiv. Men hvis man hen ad vejen f.eks. registrerer sine smerter, kan man som kliniker i højere grad bruge de her data til at finde ud af, om der er behov for at ændre behandling,” forklarer Palle Osther. 



HVAD ER SELFTRACKING?

- Selftracking dækker over en praksis, hvor man forsøger at monitorere et eller flere elementer nøje med indsamling af egne data over tid. Hensigten er for mange at optimere egen sundhed eller anden adfærd. 

- Selftracking i sig selv kan være at føre log eller dagbog og derigennem indsamle egen data, hvorfor det ikke er et nyt fænomen.

- Selftracking ved brug af teknologier som f.eks. smartwatches eller sundhedsapps er derimod forholdsvist nyt, og udviklingen er steget markant, siden det første Apple Watch ramte markedet i 2015. 

- Ofte bliver begrebet selftracking sidestillet med brugen af “wearables”, der er en betegnelse for de teknologiske produkter, som man kan bære på kroppen (herunder f.eks. smartwatches), men selve praksissen at selftracke er et begreb for sig. 


Palle Osther er ikke den eneste, der ser fordele i at udnytte den massive mængde af brugergeneret data, som selftracking indhenter. Flere internationale studier har samme dagsorden. 

Men der er langt fra ide til implementering. 

“Jeg kender ikke til nogle danske afdelinger, der bruger selftracking aktivt endnu. Det kræver blandt andet nogle systemer, der kan arbejde med denne mængde data, da der er meget af den. Det kan vi ikke endnu,” siger han. 

Dine digitale fodspor kan blive misbrugt 

Det er ikke kun i sundhedssektoren, at man holder skarpt øje med udviklingen. 

Andre kan tilmed have en interesse i din sundhedsdata. Men - advarer ekspert i dataetik, Pernille Tranberg - med et helt andet sigte. 

Generelt er det moderne menneske forholdsvist gavmildt med at dele data. 

Det samme er du, idet du registrerer dig i en selftracking-app. Godt nok er den gratis, men du betaler med noget, der har enorm værdi for en række virksomheder.

Dine sundhedsoplysninger. 

“Hvis du bruger en app fra USA, er det med risiko for, at din data bliver solgt til gud og hver mand,” siger Pernille Tranberg og forklarer, hvordan det handler om lovgivning. 

“I USA bliver sundhedsdata i en app reguleret, som var det forbrugerdata, hvorfor det næsten kan handles frit. Det var blandt andet derfor, at der var mange, der panikkede i forbindelse med den nye abortlovgivning. Pludselig blev data fra seftrackere af fertilitet og lokationsdata handlet sammen, og det kan virkelig bruges af nogle abortaktivister. Der bliver man bange,” forklarer Pernille Tranberg. 

Hun advarer om, at vores sundhedsdata kan bruges i forskellige kontekster, som vi ikke kan gennemskue.

“Det kan være din lokationsdata - som tracking af din cykeltur. Selvfølgelig kan det afsløre, hvor du bor. Men det kan derudover afsløre, hvor din rige ven bor. Du kan slet ikke forudse, hvad de data kan misbruges til. Sundhedsdata er faktisk meget, meget afslørende data, som man skal være forsigtig med at dele, og som jeg vil holde for mig selv, hvis jeg kunne,” siger hun. 

En rapport fra 2014 udarbejdet af det multinationale selskab, der arbejder med it-sikkerhed, Symantec, fremhæver fem risici ved at selftracke. 

  1. Identitetstyveri
  2. Profilering
  3. Stalking
  4. Ydmygelse og afpresning
  5. Virksomhedsbrug og misbrug 

Hvis man undrer sig over hvor stor en værdi, det kan have for virksomheder rundt omkring, kan man ganske kort skæve til nogle af samtidens store indikatorer.

I 2019 købte Google smartwatch-producenten Fitbit for over 2 milliarder dollars, alt imens flere selftracking-menstruations-apps er blevet beskyldt for at sælge dybt fortrolige oplysninger til Facebooks annonceafdeling. Man mener nemlig, at der er en forbindelse mellem en kvindes købsadfærd og hendes cyklus.


Data er ensomme 

Trods diverse farer og risici forklarer antropolog og lektor ved Syddansk Universitet Dorthe Brogaard Kristensen, der har forsket i hverdags-selftracking, hvordan “stort set alle” har udforsket praksissen i et eller andet omfang. 

“Folk har mange forskellige indgange til selftracking. Men helt generelt er det en tendens, der taler ind i den her morale og kulturelle diskurs om, at vi gerne skal tage ansvar for egen sundhed,” siger hun.

Dorthe Brogaard Kristensen har gennem sin forskning noteret sig mange fordele ved selftracking. 

Blandt andet hvordan det sundhedsdata, som genereres, kan give nye indsigter, der kan optimere sundheden for den enkelte. 

Men den kvantificerede sundhed baner ikke kun vej til et sundere selv.

“Digitaliseringen er meget ensom. Det er dig selv, dine tal og din telefon. Derfor oplever nogle det som isolerende. Men de kan ligeledes være afhængighedsskabende, da man bliver farvet af det, tallene siger. Nogle bliver nærmest helt høje af gode resultater,” forklarer hun.


Hjerneimplantater: fremtidens selftracking?

Selftracking er unægteligt en teknologisk praksis, der - siden den vandt indpas i Danmark - er blevet diskuteret vidt og bredt. 

Men hvad er fremtiden for det, som nu regnes for fast inventar i enhver lomme?

Spørger man fremtidsforsker og IT-ekspert Tim Frank Andersen, har vi kun set starten. Men særligt én gren fra det store teknologiske træ kommer formentlig til at rage højt i fremtiden.

“Man har ikke helt knækket koden endnu. Men alt omkring stress og humør arbejder man for at udvikle. Hvordan har vi det rent psykisk? Er vi stressede? deprimerede? Lige nu finder tracking af disse ting sted eksplicit ved brug af digitale spørgeskemaer, hvor man selv skal angive, hvordan man har det - det rummer selvsagt en del usikkerhed. Derfor bliver der blandt andet arbejdet med hjerneimplantater, der kan tracke, hvordan vi har det,” fortæller Tim Frank Andersen. 

Han forudser yderligere, hvordan udstyr som AirPods kommer til at kunne fungere som høreapparater og temperatur-tagere. 

I fremtiden er det formentlig heller ikke kun sundhedssektoren, der kigger nysgerrigt efter vores data. Pensionsselskaberne kan tillige drage nytte af den viden, som vi dagligt registrer. 

“Pensionsselskabernes største problem rent omkostningsmæssigt er folks tab af arbejdsevne, da flere af os bliver sygemeldt med stress. Vi kender alle indikatorerne for stress, og de kan ligesom meget andet trackes. Hvis vi kan bruge de data præventivt, er der en enorm værdi forbundet med det for virksomhed og medarbejder. I det henseende er jeg faktisk overrasket over, at vi ikke er længere, men jeg tror, der ligger en enorm gevinst og venter,” siger han.

Selftracking: Det nye hit i HR-afdelingen

Leave a comment

Brug af data i trivselsøjemed har for alvor ramt det danske arbejdsmarked, der har taget selftracking-redskabet i brug. Men metoden deler vandene. Mens virksomhedsejeren Erik Korsvik Østergaard med stor værdi tracker sine medarbejders trivsel, advarer eksperter om utilsigtede konsekvenser som overvågning.

Af Rasmus Enevoldsen Andreasen og Anne Poulsen 

Selftracking. 

Et unægteligt kendt fænomen, som flertallet af os har stiftet bekendtskab med i privaten.

Men som nu gradvist har fundet sig tilrette i flere danske virksomheder. 

Krydser vi landegrænserne, har flere allerede eksperimenteret med dette. 

I vores nordiske naboland Sverige lokkede det kommunale boligselskab Mimer i 2017 med ekstra ferie til de aktive medarbejdere. Ligeledes tilbyder flere amerikanske virksomheder deres medarbejdere en billigere sundhedsforsikringen, andre rabatter eller pengebeløb for at bruge aktivitets-trackere.

Herhjemme har vi tidligere erfaret, hvordan virksomheder som Ørsted og konsulentvirksomheden Marsh udstyrede medarbejdere med søvn-trackere. 

Sidenhen har flere virksomheder tilsluttet sig det trivselsfremmende selskab. Dog med mindre invasive foranstaltninger i redskabskassen. 

Men selvom intentionerne er gode, mener flere eksperter, at metoden kan give anledning til udfordringer og tillidsbrud medarbejder og ledelsen imellem. 


Et tveægget sværd 

Netop disse problemstillinger havde fagforeningen IDA i sinde at debattere onsdag morgen, hvor de bød en fyldt kongressal velkommen til konferencen “Algoritmer, ledelse og arbejdsmiljø”. 

“Teknologien er hverken god eller ond – det handler om, hvordan vi bruger den,” lagde Lisbeth Knudsen ud. 

Hun er strategidirektør hos Altinget og Mandag Morgen og leder af ADD-projektets outreach indsats. 

Efterfølgende præsenterede hun et program spækket med oplæg fra fagpersoner, cases fra den virkelige verden og en paneldebat, hvori Magisterforeningens formand Camilla Gregersen blandt andet udtalte, at fagforbundet kommer til “at rejse overenskomstkrav om, at medarbejderne bliver involveret i den digitale omstilling”.

Men den helt store nyhed var ubestrideligt befolkningsundersøgelsen, der for første gang i en dansk kontekst har afdækket medarbejdernes erfaringer med dataindsamling.

Undersøgelsen er blevet til i samarbejde mellem Algoritmer, Data og Demokratiprojektet (ADD), Ingeniørforeningen IDA, HK Danmark og Dataetisk Råd. Analysen er udført af Tænketanken Mandag Morgen på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt et repræsentativt udsnit af medarbejdere på det danske arbejdsmarked.

Den viser blandt andet, at det kun er hver fjerde medarbejder, der er positivt stemt overfor, at arbejdspladsen indsamler data om dem med digitale værktøjer.  

Alligevel tror lektor ved Københavns Universitet Stine Lomborg, der blandt andet har forsket i selftracking i arbejdslivet, at metoden fortsat kommer til at forblive en del af HR-afdelingens digitale udstyr. 

“HR er jo den funktion, der tager sig af trivsel. Historisk set har deres arbejdsfelt flyttet sig, da de nu interesserer sig for medarbejderen som et helt menneske. Det er her, hvor grænsen mellem privat- og arbejdsliv kan blive mudret,” siger hun.

Adspurgt hvor udbredt selftracking er i det danske virksomhedslandskab, forklarer hun, hvordan der ikke findes et konkret overblik, og at det tillige afhænger af, hvordan man definerer selftracking. 

“Hvis du spørger mig, vil jeg mene, at Microsoft Viva passer ind i selftracking-pakken,” siger hun og forklarer dertil, hvordan en undersøgelse foretaget af de tyske datamyndigheders organisation, DSK, tilbage i november fastslog, at det kan være et brud på GDPR at anvende Microsoft 365, da det overfører data til USA. 

“Hvor mange bruger ikke Office 365? Det siger lidt omfanget,” understreger hun.

Desuden henviser Stine Lomborg til diverse kampagner for tracking af skridt, som flere virksomheder tilmelder sig for at fremme sundheden blandt medarbejdere. 

“Derudover har trivselsfremmede selftracking-apps som blandt andet Howdy vundet indpas i flere danske virksomheder. Dertil tror jeg, at der er en hel underskov af mindre tiltag, som vi slet ikke kender til,” forklarer hun. 

Howdy, der er en app, der monitorerer medarbejdertrivslen, samarbejder blandt andet med virksomheder som Vestas, Styrelsen for Patientklager, IKEA, Middelfart Kommune, Ørsted, Grundfos og Coloplast.

Lektor ved Aalborg Universitets Institut for Politik og Samfund, Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet og Center for IT-Ledelse, Kasper Trolle Elmholdt, nikker genkendende til Stine Lomborgs analyse. 

Selv var han en del af den danske forskergruppe, der tilbage i 2016 undersøgte Ørsteds, dengang Dong Energys, forsøg med søvntracking blandt medarbejdere

“Det var inden GDPR, hvorfor der i vid udstrækning var flere muligheder for at implementere disse teknologier. I dag ser vi nærmere, at folk tracker trivsel ved hjælp fra apps. Det er ikke censor-data, som ved Ørsted-eksemplet, men heller ikke lang fra, da du alligevel bliver monitoreret næsten hele tiden,” forklarer han. 

Selvom det ikke i samme omfang er personfølsomme oplysninger, som virksomhederne tracker, mener han alligevel, at flere af udfordringerne, som det afstedkommer, har samme karakter.


Hvad bliver min data brugt til?

Blandt fremhæver han, hvordan disse teknologier kan sløre grænsen mellem privatliv og arbejdsliv.

En grænse, der – siden mobiltelefonen kom til – kun er blevet mere udvisket. 

Men særligt hæfter han sig ved, at indsamlingen af data kan svække tilliden mellem ledelse og medarbejder. 

“Uanset gode ambitioner fra ledelsen begynder medarbejderen at spekulere: hvad kunne de her data potentielt bruges til? Hvem har adgang til min data? Trods GDPR er der stadig nogle udfordringer her,” siger han. 

Samme opfattelse deler den digitale strateg Peter Svarre til trods for, at de fleste systemer, der anvendes i dansk sammenhæng, er anonyme.

“Stort set alle de medarbejdere, jeg har talt med, oplever, at deres chef godt kan regne ud, hvem der svarer hvad. Der har de ikke den store tiltro til, at de er rigtigt anonyme,” siger han. 

Desuden understreger han vigtigheden af gennemsigtighed. Det skal være klart for den enkelte medarbejder, hvilke data der indsamles om vedkommende og hvorfor. 

“Det er et problem, hvis dataindsamlingen er uklar i forhold til, hvad der bliver indsamlet, eller hvis der bliver indsamlet data, som medarbejderen ikke selv har adgang til. Det kan føles som overvågning. Og der er jo lavet flere psykologiske undersøgelser, som viser, at folk kan blive både stressede og deprimerede, hvis de føler sig overvåget,” forklarer han.

Brugerundersøgelsen, der blev præsenteret på konferencen, viser, at en ud af fem medarbejdere, der har oplevet at få indsamlet data om sig på arbejdspladsen, har følt sig overvåget på grund af dataindsamlingen. 


Eriks HR-robot

Overvågning eller ej, er det ikke mere end en uge siden, at Ritzau bragte nyheden om, at flere medarbejdere på en række sjællandske sygehuse har arbejdet med en app, der kan teste den ansattes trivsel. 

En anden, der har arbejdet med selftracking af trivsel på arbejdspladserne, er Erik Korsvik Østergaard. 

Han er forfatter til flere bøger om virksomhedsledelse og agerer ledelsesrådgiver i en række af landets største koncerner, hvor han blandt andet arbejder med medarbejdertrivsel og brugen af selftracking som redskab til at højne den. 

Han har også benyttet det i sin egen virksomhed Bloch&Østergaard, hvor han er partner.  

Her har han blandt andet arbejdet med en såkaldt HR-robot. Et system, der er koblet til en app, som medarbejderne har på deres telefon, og som ugentligt stiller dem en række spørgsmål, som han selv har programmeret. 


Fuldstændigt som du kender det fra en trivselsmåling – men med højere frekvens. 

Hvordan har du lige nu? Hvor tilfreds er du med dine relationer? Hvor tilfreds er du med dine resultater? Hvor tilfreds er du med din arbejdsbyrde? Og hvor awesome var din uge?

Det er de spørgsmål, han bruger.  

Ligesom de obligatoriske trivselsmålinger kan dataen fra HR-robotten bruges til at danne et generelt overblik over trivslen blandt medarbejderne. Men det samlede billede bliver ifølge Erik Korsvik Østergaard mere præcist, når man laver ugentlige målinger. 

“Det er her, hvor appen eller software-platformen kommer ind og er skide god,” siger han. 

Erik Korsvik Østergaard anerkender, at metoden ikke er for alle, “men for nogen kan denne type selftracking have en utrolig god effekt.”

“Jeg kigger på mønstre over tid. Sker der f.eks. et dyk i tilfredsheden med resultaterne eller arbejdsbyrden, går der to- til tre uger, og så begynder folks humør at falde. På den måde ved jeg, hvornår jeg skal igangsætte indsatser,” siger han.


Skal starte en samtale 

Erik Korsvik Østergaard understreger, at det ikke er selve dataene, der er i fokus, men derimod medarbejdernes forhold til hinanden og den samlede trivsel på arbejdspladsen. 

“Dataene er ikke pointen, men derimod samtalen bagefter. Det er ekstremt vigtigt at forklare medarbejderne præcis, hvad idéen med at indsamle dataene er. Det kan ikke gøres nok,” siger han og forklarer, hvordan man ellers risikerer, at medarbejderen føler sig overvåget. 

Den føromtalte brugerundersøgelse peger dog på, at det ikke er alle ledere, der gør en dyd ud af at italesætte, hvad dataene skal bruges til. 

I hvert fald viser undersøgelsen, at kun én ud af fire har oplevet, at deres leder har talt med dem om, hvorfor der indsamles data om dem. 

Svarene som HR-robotten indsamler, bruger Erik Korsvik Østergaard til at danne grobund for en fælles opfølgning i teamet dagen derpå. Oftest som en gennemsnitsbetragtning, men i nogle tilfælde viser han alle de individuelle resultater for medarbejderne, så de kan snakke om dem i fællesskab. 

Sidstnævnte metode kræver dog, at medarbejderne har fuld tillid til modellen og til lederen. 

Hvorfor ikke bare kalde ind til et kort, ugentligt møde og stille spørgsmålene ansigt til ansigt? 

“Hvis jeg stiller dig et spørgsmål om, hvordan det går, forklarer du dig med ord. Er du en dygtig retoriker, introvert eller dygtig til at skjule dine følelser, er det op til mig at ekstrahere, hvad det er, du mener,” svarer Erik Korsvik Østergaard og uddyber, hvad kvantificeringen af trivslen kan medbringe:

“Jeg har oplevet, at det at sætte et tal på giver en anden samtale. Ord kan være generøse eller værdiskabende, men når man pludselig skal italesætte, at man faktisk har det som en to’er i dag, sker der noget i folk.” 

Stol ikke blindt på systemet 

Christina Colclough er grundlægger af The Why Not Lab, som arbejder med fremtiden for arbejde og teknologi, digitalisering, arbejdspladsdata og medarbejderes digitale rettigheder.  

Hun er mildest talt nervøs for brugen af trivsels-robotter og apps blandt virksomheder. 

“Hatten af for, at Erik (Korsvik Østergaard red.) mener, det skal starte en samtale. Men nu er det jo sådan, at mennesket i sin natur er ret dovent, og en af grundene, til vi ser så mange katastrofer i både den offentlige og private sektors anvendelses af kunstig intelligens eller datadrevne systemer, er, at man har valgt den dovne vej – at stole blindt på systemet,” siger hun. 

Her refererer hun til, at der i de fleste tilfælde ikke er de fornødne sikringer på plads – de såkaldte “safeguards”, som er dem, hun rådgiver og underviser fagforeninger, organisationer og regeringer i over hele verden. 

Med safeguards henviser hun til, hvad hun kalder den aktive og inklusive forvaltning, der bør være etableret, inden man tager f.eks. en tredjepartsvirksomheds værktøj – som en HR-robot – i brug.

Hvis man overvejer at bruge HR-robotter som trivsels-redskab, kræver det, at der – både lovgivningsmæssigt og i de enkelte virksomheder – er opstillet denne fornødne forvaltning. Men den virkelighed er vi langt fra, konstaterer hun.

“Digitaliseringen har fået lov at udvikle sig fuldstændig i tomrum. Der har ikke været den fornødne diskussion om, hvordan man skal sikre, at det her ikke får indflydelse på medarbejderens grundlæggende rettigheder, autonomi og frihed. Mere konkret så kan sundhedsdata få indflydelse på medarbejderens mulighed for at få en sundhedsforsikring, banklån eller andre ting i fremtiden. Skrækscenariet er, hvis det leder til, at der er nogle private virksomheder, der kender en hel masse til folks sundhedstilstand.”

Hun anerkender dog, at man – hvis alle sikkerhedsforanstaltninger er i orden – kan drage positiv nytte værktøjerne. 

“Men for at være helt ærlig, så har jeg meget, meget svært ved at se, hvordan en app eller et andet udstyr, som medarbejderen skal have på, kan fremme deres trivsel bedre, end ordentligt lederskab kan.” 


Vandtætte skodder

Christina Colclough advarer altså eksplicit om brugen af trivselsværktøjerne, men kommer alligevel med sine anbefalinger, hvis man som virksomhed alligevel vælger at gå den vej.

“Punkt 1: Dataene skal overhovedet ikke forlade virksomheden, hvori den er samlet. Hvis en tredjepartsvirksomhed har udviklet systemet, skal der klare aftaler på plads om, at de ikke må bruge data til andre formål.”

“Punkt 2: Det skal til alle tider være op for diskussion mellem ledelsen og medarbejder, hvilke analyser man drager af dataene. Kan man f.eks. se en sammenhæng mellem køn, alder og produktivitet, og er det okay analyser at drage?”

“Punkt 3: Den fornødne aktive og inklusive forvaltning af systemerne og deres anvendelse kræver, at både medarbejderne og ledelsen går i dialog. De skal samtidigt sørge for, at de har de fornødne kompetencer til at forvalte systemer, så grundlæggende rettigheder sikres,” siger Christina Colclough og kommer med en opfordring:

“Hvis ikke virksomhederne kan forhandle de ting på plads, burde de slet ikke anvende de systemer.”

Skaber selftracking i sundhedssektoren ulighed?: Fagfolk er uenige

Leave a comment

Der er uenighed om, hvorvidt selftracking er en gevinst for borgeren og for uligheden i sundhed. Dog kan der findes fælles fodslag, når det kommer til implementeringen – for skal det gøres, skal det gøres ordentligt.

Af Anne Poulsen og Rasmus Enevoldsen Andreasen

Hvordan redder vi den danske sundhedssektor, der blandt andet er blevet omtalt som en synkende skude?

Der findes endnu ikke et facit med to streger under. Men der er mange bud. Et af dem er at arbejde aktivt med det “guld”, som flere patienter har liggende i lommen. 

Guldet er i dette henseende de store mængder sundhedsdata, som er indsamlet ved brug af selftracking-apps, der kan registrere alt fra søvn, til skridt og kalorie-indtag. 

Avisen kunne tidligere fortælle, hvordan flere fagpersoner mente, at det kunne spare ressourcer og dermed frigive mere tid. 

Selvom det i al sin enkelthed kan lyde som en model, der er svær at argumentere imod, er der alligevel en utilsigtet konsekvens, som man bør tage hensyn til. 

I hvert fald hvis det stod til lektor i Sundheds- og velfærdsteknologier ved VIA’s sygeplejerskeuddannelse i Aarhus, Bodil Sørensen. 

Hun mener nemlig, at brugen af data fra selftracking kan skabe mere ulighed i sundhed.


Talt om ulighed siden 80’erne

At skabe lighed i sundhed har været på dagsordenen, siden WHO lancerede den første globale sundhedsstrategi i 1981. 

En strategi, der havde til formål at udvaske uligheden i sundhed og sikre, at sundhed for alle måtte være målet for økonomisk og samfundsmæssig udvikling foruden at være et middel til at opnå denne udvikling. 

Men indtil videre er det kun gået den anden vej. 

Det viser en rapport udarbejdet af Sundhedsstyrelsen fra 2020, der blandt andet konkluderer, at folk med kortere uddannelse oplever mere sygdom, mærker større konsekvenser af den og dør tidligere end personer med en lang videregående uddannelse. 

Ulighed i sundhed kan komme til udtryk mellem højt- og lavtuddannet, mellem mænd og kvinder og mellem minoriteter og etniske. 

Men det kan også vise sig i skellet mellem ung og gammel. 

For hvad sker der, hvis vi i stigende grad begynder at inddrage data fra selftracking i samspillet mellem patient og sundhedssektoren? 

Spørger man Bodil Sørensen, risikerer man at tabe en hel befolkningsgruppe.

“Det er jo de ældre, der bliver mest syge, og de er digitalt set ikke med. De kan ikke være en aktiv patient og ekspert i eget forløb, da de ikke kan håndtere de her apps”, fortæller lektoren, der beskæftiger sig med borgeres hverdagsliv med teknologi og intelligente hjælpemidler. 

Kommentaren relaterer sig til det første indsatsområde i den digitale sundhedsstrategi, som regeringen, KL og Danske Regioner har udarbejdet. 

Den særlige prioritering hedder “Borgeren som aktiv partner” og har til formål at give borgere bedre mulighed for at tage ansvar for håndtering af egen sundhed, samt adgang til et samlet overblik over eget forløb og egne data. Herunder finder man blandt andet arbejdet med den nationale app-guide, hvis hensigt er at kvalitetssikre de selftracking-apps, der er på markedet. 


Ingen apps uden internet

Ifølge Bodil Sørensen er problemet, at der er en stor gruppe af mennesker, der i forvejen har svært ved den teknologiske udvikling. 

“Hvis man tager de 75-89-årige, som er dem, der typisk bliver syge, har 41 procent af dem ikke anvendt internettet. Og nogle af dem der har, kan ikke engang finde ud af at bestille en tid til lægen online. Det vil være dem, vi taber på gulvet,” siger hun. 

Ligeledes understreger hun, at yngre mennesker har en mere naturlig tilgang til it, hvorfor det ikke er den gruppe – der i forvejen overvejende er raske – der bliver ramt af fremtidens ambitioner. 

Freddy Lykke, der er formand for IT-Branchens Policy Board, SundhedsIT, anerkender, at nogle ældre har svært ved at benytte internettet, men har dog større tiltro til den ældre generations it-kundskaber. 

“Der findes en del undersøgelser, der viser, at de ældre rent faktisk er ret gode til teknologi. Fordi der er en restgruppe, der ikke kan, er det ikke et argument for, at den større gruppe af ældre ikke skal få gavn af teknologien. Så jeg har ikke den samme nervøsitet for, at man udelukker nogen” siger formanden.  

IT-Branchen er Danmarks største brancheorganisation for it- og televirksomheder, og dets udvalg for SundhedsIT arbejder blandt andet for “at sundhedsdata, herunder borgernes egne data, i højere grad kan anvendes til at understøtte øget teknologianvendelse og innovation i sundhedsvæsenet.”  

Freddy Lykke vender så at sige problemstillingen på hovedet. Faktisk mener han, at den teknologiske udvikling kan være med til at skabe lighed, snarere end at øge uligheden. 

Blandt andet har foreningen advokeret for, at man i højere grad ordinerer et device eller en app til borgeren, som bliver installeret på borgerens telefon.  

“Vi ser et stort potentiale i brugen af selftracking i sundhedssektoren. Vi tror på, det kan hjælpe de ressourcesvage. De ressourcestærke skal jo nok få hjælp, da de alligevel henvender sig til lægen, hvis de har problemer. Men ved at bruge sundhedsapps i samspillet med borgerne, kan man f.eks. opdage negativ udvikling hos en patient, før det sker,” fortæller Freddy Lykke.


Individuel tilpasning

Bodil Sørensen anerkender, at der også findes et potentiale i at benytte sundhedsapps i samspil med borgerne. Også til de ældre borgere. 

Men skal det lykkes, er det en forudsætning, at borgerne skal behandles individuelt. 

Populært kan det oversættes til, at ulighed i sundhed skal bekæmpes ved at behandle folk ulige. 

“Den sundhedsteknologi, borgeren tilbydes, skal være nem og brugervenlig, og skal de ældre lære at bruge selftracking, skal det være individuelt tilpasset,” siger hun. 

Her kan de to blive enige. 

“Det er klart. Hvis det skal fungere, forudsætter det selvfølgelig, at man bruger energien på at få lavet de her apps, så de er meget lette eller måske slet ikke behøver brugerinvolveringer,” siger Freddy Lykke.


Til gavn for andre sårbare grupper

Særligt inden for psykiatrien ser han et stort potentiale i at bruge selftracking. 

“Man kan jo lave apps, der – på baggrund af aktiviteter og den interaktion man har med sit device i det hele taget – kan fortælle noget om, hvorvidt f.eks. en der er bipolar, er i negativ udvikling. Det er jo også en form for selftracking,” siger Freddy Lykke.  

Han refererer til data, der siger noget om frekvensen. Hvornår står man op, hvornår går man i seng, hvor meget interaktion har man på sociale medier, på sms osv. 

“På baggrund af de data, man tracker, kan man tidligere få nogle indikationer på borgerens adfærd og på den måde kontakte borgeren tidligere. Hvis du f.eks. er ved at blive depressiv, så er din interaktion måske væsentligt reduceret, og hvis du omvendt har meget interaktion, kan det måske være med til at fortælle, at du er på vej i en manisk periode”, fortæller han. 

Han og IT-Branchen mener derfor, at selftracking skal bruges som et element i at forebygge, at sygdomme udvikler sig eller bliver opdaget tidligere, så man kan fange dem, der ikke kan eller magter at gøre det selv.  

 

Andreas Mogensen bliver testperson: Men forskere bag søvn-øreprop forudser, at de inden længe kun er et klik væk

Leave a comment

Forskere ved Aarhus Universitet har udviklet en øreprop, der kan monitorere søvn ned til mindste detalje. Planen er, at den danske astronaut Andreas Mogensen skal teste udstyret under den kommende rummission. Men potentialet i udstyret er mere jordbunden, end det lyder til. Flere patientgrupper kan formentlig se frem til at blive behandlet med ørepropperne i fremtiden.

Af Rasmus Enevoldsen Andreasen og Anne Poulsen

Adjunkt ved Institut for Elektro- og Computerteknologi ved Aarhus Universitet Kaare Mikkelsen har været med til at udvikle nogle ørepropper, der kan monitorere søvn ned til mindste detalje. De kan komme til at revolutionere behandlingen for flere patientgrupper. Men først skal de med Andreas Mogensen i rummet. Foto: Anne Poulsen  

Dét, der umiddelbart lyder som en klassisk bar-joke, kan snart blive virkelighed. 

For hvad har en astronaut, en kronisk smertepatient og et barn, der tisser i sengen, til fælles?

Umiddelbart intet, tænker du nok – og i skrivende stund har du ret. 

Men engang i nær fremtid er svaret formentlig et andet. 

Center for Øre-EEG ved Aarhus Universitet har nemlig udviklet en øreprop, der kan monitorere søvn ned til mindste detalje. 

Det kan komme til at spille en stor rolle i fremtidens behandling af blandt andre kroniske smertepatienter. Men det er tilmed godt nyt for dig, der interesserer sig for den kommende, internationale rummission. 

Planen er nemlig, at ørepropperne skal akkompagnere NASA og danske Andreas Mogensens i rummet.
 

En gamechanger for patienter

Før turen går til det ydre rum, skal vi forbi Preben Kidmose – idemanden bag det forskningsprojekt, der for tiden sigter efter helt nye højder. 

Det hele startede nemlig, da han i 2012 kom til Aarhus Universitet med ambitionen om at udvikle øre-EEG. En ambition, der udsprang af en lyst til at forbedre og innovere.

Har du søvnproblemer i dag, bliver du med al sandsynlighed henvist til en søvnspecialist, der ved hjælp fra en søvnhat vil forsøge at komme dit problem nærmere. 

Forestiller du dig en tætsiddende badehætte forbundet til et hav af elektroder, er du ikke langt fra det virkelige billede. 

Selvom søvnhatten er det hidtil bedste instrument til at monitorere søvn, kan man ikke modsige sig dens indlysende udfordringer. 

“Den virker, men den er bestemt ikke rar at sove med, og det kræver typisk hjælp fra en professionel at montere den korrekt. Det gør, at det ikke er realistisk at monitorere regelmæssigt – hverken hos raske eller syge mennesker,” fortæller adjunkt ved Institut for Elektro- og Computerteknologi ved Aarhus Universitet Kaare Mikkelsen. 

Yderligere er det heller ikke fordi, at man ligefrem kan kategorisere hatten som lukrativ.  

Faktisk koster det samfundet et sted mellem 3000-5000 kr. for hver nat en patient overnatter med den, hvoraf meget af omkostningen er forbundet med, at en søvnspecialist skal løbe alle dataene igennem bagefter. 

Alene af den grund overnatter patienten ofte kun med hatten en enkelt nat eller to. Og det er her, ørepropperne for alvor kan revolutionere fremtidens søvnbehandling.

De er nemlig udviklet med det sigte at genere patienten mindst muligt – og for én enkelt nats pris med søvnhatten kan patienten formentlig bruge ørepropperne i op mod flere uger.

“Det kan betyde noget for hele processen i et søvnforløb. Hvis man har et større barn, der tisser i sengen, vil man formentlig gerne kende grunden dertil. Men det er ikke nødvendigvis hver nat, at barnet tisser i sengen, men nærmere to nætter om ugen. Derfor er det ikke sikkert, at man med søvnhatten havde ramt den nat, og derfor giver det god mening at kunne monitorere over en længere periode,” siger han.

Kaare Mikkelsen understreger, at de hidtidige beregninger viser, at ørepropperne kan monitorere med samme præcision som søvnhatten.

Indtil nu er det kun raske mennesker, der har sovet med ørepropperne, men snart skal de afprøves hos det segment, der er interessant for søvnspecialisterne og forskerne – nemlig de syge patienter.

Til venstre ses en klassisk søvnhat. Den er det hidtil bedste middel til at monitorere søvn. Men ved Aarhus Universitet arbejder man for at minimere apparatet. Til højre ses en øreprop, der kan det samme. Foto: Anne Poulsen


Gammel teknologi i nye klæder

Ledningerne snor sig i loftet som lianer i en jungle. Med deres mange farver og uregerlige udtryk bryder de med den kliniske kulisse, som det kolde ovenlys kaster over det lille lokale. 

Ved bordene bobler og syder det fra indersiden af et stort metal-glas, mens en hær af paphoveder med elektroder har indtaget reolarrangementet. 

Det er, hvad det ligner. Indersiden af det, som de fleste af os kun stifter bekendtskab med i film. Et laboratorie. 

Det er tilmed her, hvor de første EEG-ørepropper blev til. 

Mens Kaare Mikkelsen fumler med et par 3D-printede eksemplarer, forklarer han, at forskergruppen snarere har videreudviklet den dybe tallerken end opfundet den.

“Teknologien EEG er nemlig utrolig gammel,” siger han og peger demonstrativt over mod EEG i dens oprindelige form – en stol forbundet med et virvar af ledninger. 

Projektet, der har hentet inspiration i høreapparats-verden, har derfor arbejdet for at minimere apparatets størrelse. 

“Tanken var, at hvis vi kunne lave et mindre, mere behageligt og brugervenligt apparat, kunne vi monitorere gennem 30 nætter. Det ville give et mere præcist billede af, hvordan en given person rent faktisk sover”, siger Kaare Mikkelsen.

Forventningen er, at ørepropperne skal kunne hjælpe alle typer søvnpatienter, kronisk syge og folk med livsstilssygdomme som stress eller depression. 

Men ambitionen er ligeledes, at ørepropperne skal hjælpe psykiatere til at understøtte samtaler med deres patienter med data, der relaterer sig til deres søvn. Det kan ifølge Kaare Mikkelsen med stor sandsynlighed være med til at reducere tilbagefald. 


Mod det uendelige univers 

Fordelene er angiveligt mange. Men som forsker skal man tænke større. Større, vildere og have det lange lys spændt for. Hvad kan det her betyde i yderste tilfælde?

Løber du tør for jordnære ideer, kan du altid kigge mod stjernerne. 

Og det gjorde folkene bag EEG-ørepropperne. 

Bogstavelig talt. 

For Kaare Mikkelsen begyndte ideen at spire, da han i forskningsøjemed besøgte NASA’s berygtede Space Center i Florida. 

“I forsker-regi har man altid interesseret sig for astronauters søvn, og hvordan den ændrer sig i rummet, og derfor synes vi, at øre-EEG var oplagt at sende i rummet,” siger han. 

Det affødte projektet, der i dag bedst kendes som “Sleep in Orbit”, og som formentlig skal sende de første ørepropper, der kan monitorere søvn, i rummet. 

“Vi vil gerne vise, at der er en værdi i at monitorere flere nætter ad gangen. Dels for at se, hvordan data ændrer sig over tid. Vi skal gerne monitorere Andreas Mogensen inden, under og efter missionen for at undersøge om søvnen ændrer sig, efter at han har været vægtløs i en længere periode,” siger Kaare Mikkelsen. 

Adspurgt, hvad det betyder for ham, at deres udstyr snart skal en tur i rummet, svarer han: 

“Det jo bare fedt at sige, at man laver neuroscience i rummet.”

Hvad forskergruppen dog ikke havde forudset, var de mange udfordringer som ideen fra solskinsstaten førte med sig. Ikke overraskende kan du ikke finde NASA’s kontaktoplysninger online, og det blev allerede tidligt i processen en hæmsko for de danske drømme. Dog blev de af uofficielle kanaler fortalt, at der var en mission under opsejling, og det priser de sig lykkelige for den dag i dag. 

“Havde vi ikke haft en national indgang, var vi aldrig kommet med,” siger Kaare Mikkelsen.


Hver en sten skal vendes

Vil du være astronaut, har du din sag for. Listen med krav til din psyke, form, finmotorik og uddannelse er lang.

Det samme gælder angiveligt for det udstyr, du vil have sendt med. 

For forskerne fra Aarhus Universitet har det betydet, at NASA og ESA har vendt hver en sten, der har relateret sig til ørepropperne. Og selvom Kaare Mikkelsen godt vidste, det ikke ville blive nemt, har de skullet redegøre for forhold, han aldrig havde forestillet sig. 

“For det første er det ikke tilladt at tage genopladelige batterier med i rummet, hvorfor vi var nødt til at lave en ny optager, der fungerer med AA-batterier. Derudover har vi skulle redegøre for, hvor meget udstyret lyste –  i tilfælde strømsvigt skal astronauterne nemlig ikke forstyrres af unødvendige objekter. Derfor har vi designet en helt ny boks,” fortæller Kaare Mikkelsen og hiver en lille, minimalistisk aluminiumsboks frem.

Arbejdsgruppen bag øre-EEG har skullet tænke nyt for at få en plads ombord i Andreas Mogensens rumraket. Blandt andet har de skullet udvikle en ny boks, der kunne erstatte den gamle. Det kom der en sølv aluminiumsboks ud af – den har erstattet sin større sidemakker, som ses på billedet. Foto: Anne Poulsen


I en butik nær dig

Boksen, som skal med Andreas Mogensen i rummet, finder du nok næppe i din lokale sportsforretning, men du kan med stor sandsynlighed erhverve dig et smartur, der kan tracke din søvn. 

Alternativt er et hav af apps med samme egenskab kun et klik væk i App Store.

Begge dele er dog forbundet med en del usikkerhed. 

“Dét, en app eller et smartur kan fortælle dig, er, om du ligger stille og ikke hvordan, du sover,” fortæller Kaare Mikkelsen. 

Derfor ser han et stort potentiale i, at Øre-EEG kan blive det fremtidige og foretrukne søvnapparat for privatpersoner. 

Men først skal den endnu engang i skrumpe-maskinen. 

“Vi kommer nok til at ende med noget, hvor der kun er en wire med et batteri i bagved hovedet, der sender data til en lille boks eller til din mobiltelefon,” siger Kaare Mikkelsen.